Forside Søgning Liste

Biografi af Charles Dufay

14. september 1698 – 16. juli 1739


Charles François de Cisternay du Fay var født i Paris. Han startede uden held en militær karriere og skiftede snart til naturvidenskab med speciale i kemi. Allerede som 25-årig blev han udnævnt til medlem af Akademiet. Fra 1732 var han overopsynsmand ved den botaniske have i Paris, et job, som han kunne leve af, og som gav ham tid til forsatte videnskabelige studier. Som andre samtidige efterprøvede han Grays eksperimenter, men i modsætning til de andre førte han elektricitetslæren et afgørende skridt fremad. Han var nemlig den første der erkendte, at der er to slage elektricitet, som han (- i oversættelse) kaldte "glasagtig" (vores "positiv") og harpiksagtig (vores "negativ").

Han ydede også andre bidrag til elektricitetslæren. F.eks. modbeviste han Grays formodning om, at et stofs elektriske egenskaber afhænger af stoffets farve.

Hauksbee var en meget dygtig eksperimentator. Vi fortæller om hans elektricermaskine i vores omtale af elektricitetslærens tidlige historie (1700). Dufay holdt i 1733 et foredrag i Akademiet i Paris. Her gav han en omhyggelig omtale af Hauksbees arbejder.

Dufays opdagelser indenfor elektricitetslæren publicerede han - mærkeligt nok - i Philosophical Transactions of the Royal Society. De findes i bind 38 fra 1734.

Da Gray fik kendskab til Dufays resultater, accepterede han dem straks. Men andre videnskabsmænd forholdt sig tvivlende til påstanden om de to slags elektricitet, og en strid herom foregik i en længere årrække.



Hvis du støder på et ord,
hvis betydning du ikke kender,
så søg på ordet.