Forside Søgning Liste

Mere om Dufays arbejder med elektricitet


Dufays vigtige erkendelse af, at der findes to slags elektricitet, skete under hans forøg på at efterprøve et af von Guerickes eksperimenter. Dyfay brugte et meget tyndt blad af guld. Guld kan udhamres meget tyndt, så det kan svæve i luften som et stykke papir. Dufay holdt en gneden stang af glas hen under det faldende guldblad og opdagede, at når guldet først havde rørt glasstangen, så blev det frastødt af den, så han kunne balancere med guldet svævende i luften over stangen. Det passede med von Guerickes resultat. Men så kom den nye opdagelse: Dufay holdt nemlig et gnedent stykke harpiks hen under det svævende guldblad og forventede, at det igen ville blive frastødt. Men han så det modsatte. Guldbladet, der havde glaselektricitet i sig, blev kraftigt tiltrukket af det gnedne harpiksstykke. Harpikselektricitet er åbenbart forskellig fra glaselektricitet. Under sit fortsatte arbejde med sagen benyttede Dufay et apparat, der mindede om pendulet med hyldemarvskugle på vores animation til venstre.

Dufay undersøgte mange stoffer for elektriske egenskaber. Han fandt, at han fik glaselektricitet (vores positive), når han med uld gned f.eks. glas, ædelsten eller mineralske krystaller. Han fik negativ elektricitet når han gned rav, lak eller harpiks med silke eller papir. Resultatet var, at resultatet af mange kendte forsøg med elektricitet nu kunne forklares. Det gælder f.eks. det forsøg af Newton, som vi beskriver i 1700 elektricitetens tidlige historie.

Hauksbee havde udformet en teori om elektricitet, som byggede på, at elektriciteten bredte sig som følge bevægelser i luften. Ifølge den teori kunne den elektriske tiltrækning og frastødning ikke finde sted i et lufttomt rum. Gray iagttog, at der var i vis tiltrækning i et lufttomt rum, men det var Dufay, der endeligt godtgjorde det og drog de vigtige teoretiske konsekvenser. Han beskriver sine forsøg i Akademiets skrifter i 1734. De afgørende linier lyder sådan:

"Glas og lignende legemer, der er gnedet i et tomt rum, får kun meget lidt elektricitet, selv om de bevarer den i tomrummet, hvis de tidligere er blevet gnedet i fri luft; og de legemer, som vi tidligere har kaldt harpiksagtige, får denne kraft, når de bliver gnedet i tomrummet, i samme udstrækning, som det ville ske i fri luft."

Det fremgår tydeligt, at det er lykkedes for Dufay at gnide materialerne inde i det lufttomme rum. Vi har ikke haft adgang til den originale publikation, så vi ved ikke, hvordan i alverden han har gjort det.



Hvis du støder på et ord,
hvis betydning du ikke kender,
så søg på ordet.