Forside Søgning Liste

William Herschels opdagelse af planeten Uranus

Herschel konstruerede i årenes løb en række stadigt større spejlteleskoper med brændvidder fra 5½ fod og op til 40 fod. De første stod han selv for, men til sidst blev han støttet af kong Georg III. Det første spejlteleskop blev konstrueret af Newton i 1672. Læs om det i vore beskrivelse, der er link for oven. I årene omkring 1780 var Herschel i gang med systematisk at observere stjernehimlen. Han noterede omhyggeligt for hver enkelt stjerne dens position i forhold til nabostjernerne, dens lysstyrke og dens farve. Positionsbestemmelsen må have bygget på, at der på Herschels tid allerede var kendte koordinater for et stort antal lysstærke stjerner. Når Herschel så skulle besteme positionen for endnu en stjerne, som han kunne se i teleskopet, var det nok at bestemme afstanden til 3 stjerner med kendte positioner, stjerner som han kunne se i teleskopet samtidig med den stjerne, hvis position han skulle bestemme.

På billedet til højre viser vi det teleskop, som Herschel benyttede omkring 1780. Teleskopet er 2,1 meter langt og åbningsdiameteren er 16 cm. Teleskopet hviler på 4 små hjul, men når Herschel skulle foretage nøjagtige positionsbestemmelser måtte han etablere et mere stabilt underlag. Som forklaret i vores artikel om Newtons teleskop ser man ind i teleskopet gennem det lille rør, som anes ved den hvide prik ved den øverste rand af teleskopet. Teleskopets spejl sidder i den nederste ende af teleskopet, og det har samme diameter som åbningen foroven. Det var William Herschel selv, der sammen med sin søster Caroline sleb og polerede spejlet - se billede i biografien. Det kunne i det lange løb måske være lidt kedeligt, men det var det ikke, da Herschel den 13. marts 1781 iagttog en stjerne i stjernebilledet tvillingerne, som så større ud end de andre stjerner. Han gættede på, at det var en komet, og det viste sig da også at den bevægede sig i forhold til de andre stjerner. Baseret på observationer i den følgende tid viste det sig, at dens bane var cirkulær med centrum i Solen. Herschel havde opdaget en planet, der var længere væk fra Solen end Saturn. Det var en sensation! Lige siden oldtiden havde man kendt de 5 planeter Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter og Saturn, og nu var der altså en til. Herschel foreslog navnet "Georgstjernen" men det blev hurtigt ændret til Uranus.

Det viste sig senere, at Uranus havde være iagttaget flere gange tidligere, men at man blot havde regnet den for endnu en stjerne. Faktisk kan Uranus under gunstige omstændigheder iagttages med det blotte øje. Herschels opdagelse vakte opmærksom hed, ikke blot i den videnskabelige verden, og da kong Georg III opdagede det, måtte William, Caroline og teleskopet rejse til Windsor for at bo der. Hvad der derefter skete, beskriver vi under 1783 Herschel. Herunder viser vi planeterne og deres baner. Banernes radier er tegnet i korrekt forhold. Det er planeternes diametre også, men i forhold til banernes radier er planeterne alt for store. Det fremgår tydeligt, at det i Solsystemet ikke var småting Herschel fandt, da han opdagede Uranus.

I tabellen nedenfor angiver vi de vigtigste dimensioner for de 7 planeter man kendte dengang. Dimensionerne er angivet i forhold til Jordens.

Planet	Diameter	Masse	Omløbstid
Merkur	0,38	0,06	0,24
Venus	0,95	0,82	0,62
Jorden	1	1	1
Mars	0,53	0,1	1,9
Jupiter	11,2	318	12
Saturn	9,5	95	29
Uranus	4	15	84

Hvis du støder på et ord, hvis betydning du ikke kender, så søg på ordet.