Forside Søgning Liste

Abbed Nollets elektricermaskine


Den første elektricermaskine blev lavet af Guericke i 1663. Den vandt ingen større udbredelse, og bedre maskiner blev først lavet et stykke inde i 1700-tallet. Abbed Nollets elektricermaskine blev lavet midt i 1700-tallet.

Elektriciteten blev frembragt på en roterende glaskugle, ved at herren længst til højre lader sine hænder glide på kuglen. Over maskinen hænger der en vandret jernstang. Det er Nollets bidrag til en væsentlig forbedring af maskinen, han kaldte den en konduktor. Den hænger ned fra loftet i isolerende silketråde. Henne til højre på stangen hænger der nogle tråde af et godt ledende materiale. På billedet ligner det en kæde af metal, men LaCour omtaler det som tråde. For neden slæber de (eller den) på glaskuglen, og så løber elektriciteten op på kondukteron, som man så kan trække gnister ud af. Under bordet kan man se, at kvinden i baggrunden står på en isolerende harpikskage. I sin højre hånd holder hun en metalplade lige under en anden metalplade, der hænger i konduktoren i godt ledende snore. Konduktoren er positiv, og den øverste metalplade er derfor også positiv. Den trækker derfor negativ elektricitet op på kvindens plade. Resten af kvinden og tallerkenen i hendes ventre hånd bliver derfor positiv. På tallerkenen ligger der nogle små, lette, positive papirstykker, og dem kan herren i baggrunden trække papirstykker op fra tallerkenen med en stang, som han holder i hånden. Det ser ud som om stangen er vinkelbøjet og står i et glas vand, men det skal nok virke alligevel.

De to plader på billedet er det tidligste eksempel på en kondensator, som jeg kender.

Dengang havde man intet mål for elektrisk spænding, men spændingsforskellen mellem de to plader kan godt have været 10.000 volt. Hvis kvinden rørte ved gulvet med venstre hånd ville hun få et stød, men det ville ikke være farligt. Det er lige som et elektrisk hegn ude på landet, hvor spændingen typisk er 6000 volt. Køerne holder sig væk, men de tager ingen skade af det, hvis de kommer til at røre ved hegnet!



Hvis du støder på et ord,
hvis betydning du ikke kender,
så søg på ordet.