Forside Søgning Liste

Gerolamo Cardano (Girolamo eller Geronimo) (Jerome Cardan)

1501 - 1576

Cardano var en italiensk matematiker, læge, opfinder og spiller fra Renæssancen. Han var født uden for ægteskab; men hans far var ven med Leonardo da Vinci, og det kan godt have inspireret Cardano, ikke mht kunst, men mht videnskabelig teknik og en glæde ved matematik. Han studerede medicin ved universiteterne i Pavia og Padua og levede det meste af sit liv af at være læge. I starten kunne han imidlertid ikke få job som læge, dels på grund af sin uægte fødsel, dels på grund af sin stridbare natur. Han fik også vrøvl med sine sønner senere i livet og med den katolske kirke i 1570, fordi han havde stillet Jesus horoskop.

Cardano skrev mange bøger, hvoraf de vigtigste er Ars Magna fra 1545 om algebra og Liber de Ludo Aleae fra 1550-erne om sandsynlighedsregning og spilteori, herunder hvordan man bedst snyder! Denne bog forsøgte han at hemmeligholde, og den blev først publiceret i 1663. Bogen var den første lærebog om sandsynlighedsregnig; men da den først blev publiceret i 1663 kom den efter brevvekslingen mellem Fermat og Pascal.

I Ars Magna skriver Cardano om løsningerne til tredie- og fjerdegradsligninger, og han bruger bl.a. Tartaglias resultater, som han ellers havde lovet at hemmeligholde. Cardano krediterede også Tartaglia og de andre matematikere, hvis resultater han brugte; men alligevel blev Tartaglia voldsomt fornærmet, og der startede en bitter prioritetsstrid. Se Tartaglia. Prioritetsstridigheder er også dukket op mange andre gange i videnskabernes historie.

I Ars Magna skriver Cardano som den første om nye tal, som kan være løsninger til algebraiske ligninger: komplekse tal; men det varede flere århundreder før matematikerne for alvor fik sat skik på disse tal. Komplekse tal er mere komplicerede at forstå end almindelige, såkaldte reelle tal; men de komplekse tal bliver i dag brugt både i fysik og teknik.

Som opfinder og videnskabelig ingeniør fandt Cardano bl.a. kardanakslen, som bruges i biler, og kardansk ophængning, som bruges til skibskompasser, fordi metoden sikrer, at kompasset altid er vandret, uafhængigt af skibets bevægelser.

Hvis du støder på et ord, hvis betydning du ikke kender, så søg på ordet.