Forside Søgning Liste

Nicolaus Cusanus (Nikolaus fra Kues, Nicolas af Cusa):

1401 - 1464

Nicolaus Cusanus var fra Kues (latinsk Cues; i dag Bernkastel-Kues) ved Mosel i Tyskland. Han var både en kirkens mand, filosof og naturvidenskabsmand. Han arbejdede med matematik, fysik og astronomi. Han studerede i Heidelberg og Padua, og blev doktor i jura, hvorefter han begyndte at studere teologi i Köln. I 1448 blev han udnævnt til kardinal, og i 1450 til biskop af Brixen (italiensk Bressanoni) i Sydtyrol. Her blev han uvenner med den lokale hertug, og i 1458 drog han tilbage til Rom, hvor han var gode venner med pave Pius 2., som gav ham adskillige høje poster inden for kirken.

Han var den betydeligste overgangsfigur mellem Middelalderen og Renæssancen inden for filosofi og naturfilosofi. Han både byggede på og forholdt sig kritisk til tidligere tiders filosofi og naturfilosofi, f.eks. Platon, Aristoteles, Sokrates, Pythagoras, mange af kirkefædrene og en del mystikere. Han var imidlertid modstander af Middelalderens golde skolastik, og han var en af de første talsmænd for den eksperimentelle metode og anvendelser af matematik i naturerkendelsen. Derved udviklede han samme arbejdsprogram for naturvidenskaberne, som Roger Bacon (1260) før ham og Francis Bacon (1620) efter ham. Disse filosoffer var med til at starte den nye, kvantitative naturvidenskab, og de gjorde op med gammeldags forestillinger om, at målinger er underlødige, fordi de altid er behæftet med usikkerhed. I moderne naturvidenskab accepterer man derimod naturligvis usikkerhed som et måleligt vilkår.

Nicolaus Cusanus så verden som strukturer, snarere end som ting, og han brugte tit matematiske og geometriske eksempler for at illustrere sin tankegang. Mange har set ham som forløber for Den Naturvidenskabelige Revolution i 1500- og 1600-tallet; men teologer ser ham ikke sådan, de ser ham i et andet ærinde: religionens. (Jfr Den Store Danske Encyklopædis artikel om Nicolaus Cusanus).

Blandt hans værker kan nævnes:

1440: De Docta Ignorantia (Om den Lærde Uvidenhed), hvor han mener at vise matematikkens nødvendighed for al slags erkendelse, også den teologiske!

1450: Idiota de Sapientia (En Lægmand om Visdom), som indeholder hans vigtigste bidrag til fysik: Dialog om Statiske Eksperimenter. Heri anviser han konkrete metoder til at skaffe kvantitative fysiske resultater v.hj.af eksperimenter med simple apparater som vægte og vandure.

1463: De Ludo Globi (Om Rullende Kugler), hvori han nærmer sig inertiens lov, som ellers først blev knæsat med Galilei og Newton et par århundreder senere.

Hvis du støder på et ord, hvis betydning du ikke kender, så søg på ordet.