Ind til listen:

Sextus Julius Frontius bog om romerske akvadukter

I århundrerne før og efter Kristi fødsel var forsyningen af beboerne i Rom med rent drikkevand et stort problem. Floden Tiberen løber godt nok gennem byen, men man kan ikke forestille sig, at titusindvis af borgere hver dag gik ned til Tiberen for at bære dagens forsyning af vand op til husene i byen. Man gravede brønde, men det duede kun i lavlandet, hvor vandet var af ringe kvalitet. Den løsning, der blev valgt, var at bygge vandledninger fra bjergene på egnen og ned til Rom. Der var i lange perioder ca. 10 vandledninger fra bjergene ned til Rom. Vandet strømmede det meste af vejen under jorden, enten i rør af bly, eller i små murede tunneller. Men det skete tit, at vandet skulle passere en dal, og så byggede man en bro til vandet, en såkaldt akvadukt. Akvadukterne er i dag kun bevaret som ruiner, på billederne herunder viser vi nogle af disse ruiner og akvadukternes oprindelige navne.


Aqua Claudia
Aqua Marcia
Aqua Julia

Som man kan se, er det kun beskedne rester af de romerske akvadukter, der er bevaret. Men omkring år 1900 malede den tyske kunstmaler Zeno Diemer et billede, der giver et godt indtryk af, hvordan akvadukterne i oldtiden snoede sig rundt i landskabet:

Hvis du vil se en velbevaret akvadukt, vil vi anbefale akvadukten i den spanske by Segovia. Øverst er der et link til vores linje om segoviaakvadukten.

Sextus Julius Frontius blev formodentlig født i Sydfrankrig omkring år 35 e.Kr. I år 70 var han som preator urbanus leder af retssystemet og ansvarlig for Roms sikkerhed. Han havde en lang række embeder, f.eks. nævnes hans navn på nogle mønter fra Smyrna i Tyrkiet. Mønterne er præget i sommeren år 84. Frontius interesserede sig også for landmåling og nivellering, og det kunne være en af grundende til, at han blev udnævnt til leder af Roms vandforsyning. Da han havde arbejdet med det i en årerække, bestemte han sig til at skrive en bog med titlen "De aquae ductu urbis Romae". I den beskrev han omhyggeligt den viden, han havde erhvervet sig under arbejdet med akvadukterne. Han var stolt af Roms vandledninger, der havde en samlet længde på mere end 400 km. Han skriver et sted i bogen følgende:

Prøv at sammenligne disse uundværlige akvadukter med de ganske formålsløse pyramider eller med grækernes unyttige, men højt berømmede, bygningdværker.

Frontinus bog er enestående i den forstand, at man i Oldtiden havde en omfattende håndværksmæssig viden og erfaring, men denne viden var aldrig systematisk nedskrevet. Frontinus fremhæver selv i bogen, at forrmålet er at støtte fremtidige vandbygningsingeniører i deres arbejde. Men bogen indeholder også advarsler, specielt rummer den en tydelig kritik af de administrative tilstande under Domitian. Domitian var kejser fra år 81 til 96, hvor han blev myrdet af en sammensværgelse, der bl.a. inholdt hans hustru. Bogen indeholder også en indirekte kritik af hans forgængere som vandbygningsingeniør. Han beskylder dem for ikke at have nedskrevet deres erfaringer. Derfor var det kun håndværkerne, der vidste, hvordan vandledningerne skulle bygges.

Frontinus må have haft et hus på Via Tiburtina, som i dag er en af Roms hovedfærdselsårer. Det ved man, fordi man ved denne vej har fundet et vandrør af bly med Frontinus navn indstøbt:

I to afsnit i bogen kritiserer Frontinus en lang række medlemmer af overklassen for misbrug af vandforsyningen. Han kritiserer

  1. Kejser Domitian for at inddrage vandafgifterne til sit eget privatforbrug.
  2. Prokuratorerne (dvs. advokaterne) for bedrageri ved at få stemplet blyrør fejlagtigt
  3. Forbrugerne og vandmestrene for brug af ustemplede blyrør.
  4. Private grundejere mellem kilde og by for tyveri af vand ved punktering af rør.
  5. Vandmestrene for at sælge vand "under bordet" og for uduelighed og uærlighed.

Frontius døde formodentlig i år 103 eller 104. På den tid bestemte velhavende romerske borgere (mænd, selvfølgelig) normalt i deres testamente, at der skulle afsættes et beløb til at betale for et gravmonument. Men sådan gjorde Frontinus ikke. Han skrev nemlig, at "Udgiften til et monument er unødvendig. Mindet om mig vil bestå, hvis jeg har fortjent livet." Og han fik jo ret, hvilket bl.a. denne omtale af ham er et vidnesbyrd om.

I begyndelsen af 1400 - tallet vidste man godt i bibliotekarkredse at Frontinus havde skrevet en bog om bygning af Akvadukterne i Rom. Men man kendte ingen eksemplarer af manuskriptet. I 1397 kom den 17 - årige Johannes Franciscus Poggius de Bracciolinis, heldigvis også kaldet Poggio, til Firenze for at studere græsk og latin, og han bliver meget interesseret i at opsøge og kopiere antikke håndskrifter. Den 14. juni 1425 hører han første gang om Frontinus bog, og administratoren på klostret på Monte Cassino fortæller ham, at han tror, at han kan skaffe ham bogen. Poggius bestiller pergament (af fårehud) til afskriften. Efter meget besvær fandt han den 9. juli 1429 Frontinus bog i biblioteket på Monte Cassino, og den 13. december 1429 meddeler han, at han har renskrevet bogen og returneret originalen til Monte Cassino.

Hvis du vil have oplysninger om den teknik, der blev brugt ved etablering af vandforsyningen i Rom dengang, så læs om det i vores "Mere".



Hvis du støder på et ord,
hvis betydning du ikke kender,
så søg på ordet.