Tycho Brahe under tysklandsopholdet
Stormægtigste højbårne Konning, allernådigste Herre. Næst min villige og pligtige tro Tjenestes underdanige Formelding. Eders Majestæt giver jeg på det underdanigste til kende, at da jeg ingen lejlighed havde at komme Eders kongelige Majestæt til ords, førend jeg afdrog, og ej vidste om det kunde være Eders kgl. Majestæt behageligt eller ikke, så forårsages jeg nu Eders kgl. Majestæt på det korteste skriftligt at lade vide, hvad jeg ellers mundtligt havde i sinde underdanigst at berette.
Da eftersom jeg af ungdommen haver haft synderlig tilgeneienhed den lovlige astronomiske kunst grundigen at lære og forstå og siden at bringe ret på fode og derudover håbende altid tilforn at blive udi Tyskland, bekvemmeligen det at udrette, så haver Eders kgl. Majestæt Hr. Fader, højlovlig ihukommelse, der hans Majestæt sådant fornam, nådigst begæret og bevæget mig til det samme på Hven at anstille og gøre, Hvilket jeg på andet og tyvende år med alsomstørste flid umage og bekostning efterkommet haver; formenendes mig noksom dermed at have bevist, at jeg helst det haver villet gjort min egen Herre og Konning og Fædreland til ære af yderste formue. Og havde Eders kgl. Majestæts Hr. Fader nådigst for godt anset og lovet, at hvad jeg anrettede til samme kunst, skulle med en fundats nødtørftigen forsørges og fortsættes med flere gode vilkår, som mig blev nådigst tilsagt, hvilket Eders kgl. Majestæts Fru Moder, min nådigste Dronning, uden tvivl endnu drages til minde, og tilforn hos Danmarks Riges Råd haver ladet tilkendegive. Som jeg derfor haver bekommet det hele Danmarks Riges Råds åbne pergamentbrev, som mig sådant haver konfirmeret og videre derud om fortrøstet.
Hvorudover jeg siden haver gjort en usigelig stor umage og bekostning ydermere end tilforn, forhåbendes, at når Eders kgl. Majestæt kom til regimente, skulle da have en nådigst behag dertil og lade mig og mine nyde det godt ad. Men nu haver det sig anderledes tildraget, end jeg havde troet, hvorud om jeg vil nu uformeldet lade videre omstande. Eders kgl. Majestæt er uden tvivl bevidst, at jeg er adskilt med det, som jeg skulle have til samme kunsts underholdning og mig opskrevet, at Eders kgl. Majestæt er ikke til sinds sådant at ville holde ved magt foruden meget andet, som uformodende er tilkommet, og (som jeg agter) uden min skyld og brøde mig er hændet. Og efterdi jeg endelig af den nåde, som Gud giver, får at fuldkomme, hvad jeg engang med så stor alvorlighed og i så lang tid foretaget og drevet haver, hvilket og mange nationer vitterligt er og storligen attrår og jeg ikke haver det selv i formue, det noksom at bekoste, thi jeg er allerede kommen så tilagters, der jeg endskønt havde de forrige forleninger, at jeg alligevel nødtes til at afhænde alt mit fædrene gods. Forser mig til, at Eders kgl. Majestæt nådigst anser sådan min nødtørftighed og ikke tager denne min udrejse til nogen unøde, efterdi jeg af disse og flere årsager så højligen trænges at søge andet middel og råd, at det, som vel er begyndt, kan blive tilbørligen fuldkommet, og jeg mit gode navn og rygte udi fremmede lande kan ved magt holde. Dog er jeg ikke i den mening uddragen, at jeg aldeles ville forlade mit fædreland, men ikkun at være ude om hjælp og bistand hos andre herrer og potentater, om så mulig kunne være, på det jeg ikke skal være Eders kgl. Majestæt eller riget for meget til besværing.
Dersom det kan blive mig forundt, at jeg i Danmark måtte mit foretagne arbejde forfølge, ville jeg det ikke forsige, thi jeg endnu som tilforn gjorde Eders kgl. Majestæt frem for nogen anden potentat og mit eget fædreland til ære og lovligt eftersyn alt, hvad jeg af yderste formue kunne udrette, såfremt det kunne ske med lidelige vilkår og uden min skade. Hvis og ikke vil jeg dog ihvor det er forset, at jeg andensteds skal blive, stedse være Eders kgl. Majestæt med al eftersagn og underdanighed og ringe formue villig. Sættende derhos til Eders kgl. Majestæts nådigste og gode betænkende, at jeg ingenlunde af nogen letfærdighed, helst på denne alder, nu jeg er over halvtredsindstyve år og ikke med ringe husgesind beladen, hvilket jeg med stor ulejlighed nødes at gøre fremmede, drager af mit fædreland og fra min gode slægt og venner. Og kan det, som endnu er på Hven af mig gjort, noksom udvise, at det ikke tilforn haver været min agt og mening således at ville drage derfra. Forhåbendes derfor underdanigst, når Eders kgl. Majestæt dette med sin omstændighed ret betragter, at Eders kgl. Majestæt er og bliver min nådigste Herre og Konning og mig og mine med al kongelig gunst og nåde tilbevågen.
Jeg vil altid findes Eders kgl. Majestæt underdanig, tro og villig af min yderste formue, ihvor Gud Almægtigste mig min lejlighed haver forsynet. Den samme gode Gud, som råder for alt verdsligt regimente, unde Eders kgl. Majestæt udi sin regerings velsignelse, gode råd og anslag.
Datum Rostock d. 10. Juli 1597.
