René Descartes

1586 - 1650

Descartes var født og uddannet i Frankrig; han arbejdede senere også i Holland og Sverige, hvor han døde. Han var først og fremmest filosof, men arbejdede også som matematiker og fysiker. Inden for matemamatik indførte han den meget betydningsfulde nyskabelse, som koordinatsystemet er. Descartes koordinatsystem var dog ikke helt magen til vores. I den forbindelse indførte Descartes den skik, at bruge alfabetets første bogstaver, a, b, c, ... som navne på konstanter, mens de sidste bogstaver, x, y, z, ... blev brugt som navne på ubekendte eller variable størrelser. Så nu kunne man for første gang sige, at ligningen y = ax + b fremstiller en ret linie, og man kunne løse geometriske problemer med algebraiske metoder. Inden for fysik var Descartes den første, der offentliggjorde loven for lysets brydning. Det er uvist, om han kendte loven fra Snell, eller om han selv havde fundet den, uafhængigt af Snell. Descartes arbejdede også med ligevægtslære for mekaniske systemer. Descartes gik principielt ind for, at fysik skulle være en erfaringsbaseret videnskab, men i sine filosofisk prægede overvejelser om fysik overholdt han ikke altid dette princip. For eksempel sluttede han ud fra det forhold, at menneskets krop og sjæl samvirker, at vores krop indeholder en "koglekirtel", (glandua pinealis), der sørger for den nævnte samvirken. Det synspunkt kan ikke kaldes erfaringsbaseret. Der var i 1600 - tallet (og senere) en fuldt forståelig skepsis for det synspunkt, at legemer, som ikke rører ved hinanden, kan påvirke hinanden alligevel. Altså en skepsis over for at f.eks. gravitationen, magnetismen og lyset kan forplante sig gennem det tomme rum. Denne skepsis delte Descartes fuldt ud, og han forestillede sig derfor verdensrummet opfyldt af små hårde kugler, der vekselvirkede med hinanden gennem stød. Og han tænkte sig f.eks. at lys var små bevægelser af disse kugler, og at lyset forplantede sig gennem stød mellem kuglerne. På den måde fandt Descartes faktisk en slags forklaring på brydningsloven. Men han måtte forudsætte, at lys forplanter sig hurtigere i vand og glas end i luft. Det indså Huygens senere var forkert. Dette mekanicistiske verdensbillede havde ingen værdi for fysikkens udvikling. Så tidligt som i 1629 havde Descartes en ret præcis formulering af inertiens lov: "Jeg antager, at den bevægelse, der én gang er givet til et legeme, forbliver der for evigt, hvis den ikke ødelægges af noget andet. Med andre ord antager jeg, at når noget er startet med at bevæge sig i et vakuum, vil det bevæge sig i det uendelige og med samme hastighed." Descartes nævner ikke noget om bevægelsesretningen. Descartes mener, at noget, som nærmest svarer til vores bevægelsesmængde, er konstant, og det endda i hele universet. Men i sin formulering indhyller han det i metafysik: "Gud har i sin almagt skabt stoffet sammen med bevægelse og resten af dets dele, og med sine daglige indgreb opretholder han lige så meget bevægelse og hvile i Universet nu, som han anbragte der, da han skabte det."

Hvis du støder på et ord, hvis betydning du ikke kender, så søg på ordet.