Newtons fjender

I London-årene, dvs. efter 1696, hvor Newtons kreativitet var forsvundet, blev han et magtmenneske. Var man uvenner med ham, blev ens karriere og sågar ens eftermæle ødelagt. Det gjaldt også for nogen, der var venner med en af Newtons fjender. Hans syn på naturvidenskab blev enerådende. Man snakker om newtonianismens ideologi. Han fik den fulde magt i Royal Society og udnyttede den som instrument i sine kampe mod "fjenderne". Han og hans tilhængere snød så vandet drev fra dem. Nogle af hans fjender (f.eks. Leibniz) og deres venner snød også, men ikke helt så grotesk som Newton-fraktionen. Og der var ingen af modstanderne, der havde samme magt og dermed muligheder for undertrykkelse.

Her kommer nogle eksempler på snyderiet: Leibniz tilbagedaterede f.eks. breve for at bevise, at han var tidligt ude med sin differentialregning! Newton "pyntede" også på sin hukommelse med samme formål! Desuden (mis)brugte Newton Royal Society ved at lade som om, der var nedsat en "uvildig" kommission, mens det i virkeligheden var ham selv, der dikterede sin noget misvisende version af historiens gang!

Newtons mange "krige" gik også ud over de falskmøntnere, han fik hængt i sin egenskab af chef for "The Royal Mint". Selv hans akademiske krige fortsatte ofte efter døden og ind i eftermælet. Men efter Newtons død i 1727, tabte hans fraktion i Royal Society magtkampen, og Hans Sloane (1660-1753) blev udnævnt til ny præsident. Sloane var en fornuftig og afbalanceret mand, helt modsat Newton. Sloane sørgede for, at dygtige "tabere" fra Newton-tiden fik genoprejsning. Det gjaldt bl.a. Stephen Gray (1666-1736), der somme tider kaldes "elektricitetslærens fader".

Herunder følger omtaler af de fire mest betydelige af Newtons fjender:

Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716)

Newtons konflikt med Leibniz var den værste og mest opslidende, og selve konflikten og dens efterdønninger hærgede Europa i ca. 100 år.

Konflikten drejede sig hovedsageligt om prioritetsstridigheder over opfindelsen af differential- og integralregningen. Denne nye slags matematik var et stort fremskridt for matematik, fysik og teknologi, og den bruges den dag i dag flittigt af forskere og ingeniører. Som ved så mange andre prioritetskonflikter, så var det den ene (- i dette tilfælde Newton), som startede arbejdet først, mens det var den anden (- her Leibniz), som publicerede først. Kritik fra bl.a. Hooke af Newtons første to artikler skabte i Newton en patologisk afsky over for at publicere. Hvis Newton havde publiceret differentialregningen tidligere, så kunne han måske være sluppet for "krigen", som jo også var opslidende for ham selv. Men ideen om differentiation og integration lå i luften dengang. Man kan læse mere om forskelle mellem og ligheder i Newtons og Leibniz´ matematiske ideer i de røde link under "1670 Differentiation" og under "1687 Newtons matematik". Billedet til venstre viser en moderne tegners forslag til, hvordan konflikten kunne afgøres. Det er Newton til venstre og Leibniz til højre. Billedet illustrerer, at konflikten stadig lever.

Leibniz kritiserede også Newtons fysikfilosofi: Newton opererede med "det absolutte rum" og "den absolutte tid", og det mente Leibniz var meningsløst. Selve tyngdekraften (gravitationskraften) er en såkaldt fjernvirkning, og det faldt mange af datidens fysikere, især på det europæiske kontinent, for brystet. Det er der ikke noget at sige til. Man må jo stadig undre sig over hvordan det ene legeme ved, at det andet er der. Men Newton kom med gravitationsformlen, som godt nok ikke fjerner den undren, men som i stedet beskriver fænomenet kvantitativt.

Hvor Newton blev begravet med stor pomp og pragt i Westminster Abbey, så døde Leibniz i ensomhed og fattigdom. Leibniz var ellers fagligt set Newtons ligemand. Leibniz havde i årevis slidt sig op som embedsmand ved det hannoverianske hof i Tyskland, men alligevel blev han ladt tilbage, da hans kurfyrste rejste til England i 1714 og blev udnævnt til kong George 1. (1660-1727). Hvorimod Newton hele tiden overlevede de politiske ændringer og endda endte med at blive adlet og begravet i Westminster Abbey som en fyrste. -Se gravmælet nederst på siden.

Desværre blev enden på konflikten mellem Newton og Leibniz, efter at de begge var døde, at matematikken og fysikken i Europa blev delt op i to lejre: Den engelske og den kontinentale. Og kreativiteten lå hos den sidste fløj, mens engelsk matematik og fysik stivnede efter Newtons død. Pga. autoritetstroen over for Newton og det ideologiske pres, var der flere opfindelser og opdagelser, der blev bremset i England i denne periode, f.eks. bølgeteorien for lys.

Robert Hooke (1635-1703)

Konflikten mellem Newton og Hooke startede allerede i 1672 efter publikationen af Newtons første artikel. Den handler om at hvidt lys er sammensat af lys med mange forskellige farver. Den var så revolutionernde, at bl.a. Hooke straks kom op på mærkerne med kritik. Kritikken fra Hooke og andre fysikere kom som et chok for Newton. Det fik ham til at være mere varsom med at publicere senere.

Hooke var først og fremmest eksperimentator. Newton lavede mange fine eksperimenter med lys og farver, men hans hovedindsats som fysiker var nok alligevel mekanikken, som han skrev om i sin Principia, og den var meget matematisk. Hooke arbejdede som eksperimentator i Royal Society, og i 1677 blev han sekretær her. Da han døde i 1703, slog Newton til og lod sig udnævne til præsident for Royal Society. Det var også først, da Hookes død gav Newton forsikring om, at der ikke ville komme mere kritik fra denne kant, at Newton offentliggjorde sit andet hovedværk Opticks i 1704.

Men Newton ønskede Hooke tværet helt ud, selv efter døden! Det eneste portræt, man havde af Hooke, og som havde været i Royal Society, "forsvandt" på mystisk vis efter Newtons magtovertagelse! Samme skæbne blev Hookes papirer i Royal Society til del, og det var nok endnu værre for Hookes eftermæle! Hookes dagbog blev først publiceret i 1935, i 300-året for hans fødsel. Og det er først for nylig (2010), man har fundet Hookes papirer i Royal Society. Derfor er det først nu, man har kunnet opbygge et mere retfærdigt billede af Hooke. Billedet til højre hævdes at forestille Hooke. Det tror vi nu ikke på, men det ligner måske det billede af Hooke, som var i Newtons sind. Derimod har vi masser af portrætter af Newton bevaret, især fra hans magtperiode i London, hvor han jo desværre ikke længere var kreativ. Der er også bevaret masser af hans papirer, sågar adskillige versioner af afhandlinger og breve. Jo mere gal i hovedet Newton var på sine "fjender", jo flere kladder skrev han til sine breve og polemiske skrifter, og han gemte alle kladderne!

Også Hooke døde fattig og ensom. Svaret på, hvorfor det blev Newton, der "vandt" krigen med Hooke, ligger måske dels i, at Newton var bedre til matematik og matematisk fysik, end Hooke. Dels ligger det måske også i, at Newton var en sand mester i ondskabsfuldheder. Også på dette felt overgik Newton alle sine "fjender"! Hvis du vil vide mere om Hooke og hans konflikter med Newton, så kan du læse om det i vores biografi af Hooke.

John Flamsteed (1646-1719)

Flamsteed var en engelsk astronom, der i 1675 blev udnævnt til den første "Astronomer Royal" ved det nyåbnede Greenwich Observatorium. Hans livsværk var at beregne nøjagtige tabeller for månens bevægelse og stjernernes positioner. Sådanne tabeller var vigtige af hensyn til navigationen, da de kunne bruges til bedre at bestemme længdegrader til søs. I en tid, hvor England var den førende søfartsnation, og hvor man opbyggede kolonier og havde en driftig handel, var det selvfølgelig en katastrofe, hvis søfolkene ikke præcist kunne beregne, hvor på havet de var. Tit forsvandt skibene med mand og mus, fordi søfolkene ikke kunne beregne deres position præcist nok.

Observatoriet i Greenwich på Flamsteeds tid

Flamsteed var en flittig og selvstændig astronom, men han kom ikke på niveau med Newton og Leibniz. Selvstændigheden og det lidt lavere niveau blev en torn i øjet på Newton i hans magtperiode. Newton havde brug for nøjagtige tabeller over månens bevægelse til sine nye udgaver af Principia. Dem forlangte han, at Flamsteed leverede. Men han behandlede Flamsteed som en slags slave, og det tirrede Flamsteed så meget til sidst, at han nægtede at gøre, som Newton ville have. I 1694 havde de to mænd et møde på observatoriet i Greenwich, hvor de skændtes voldsomt. Flamsteed kunne bl.a. henvise til, at han selv havde betalt instrumenterne på observatoriet. Newton henviste - ikke særlig sagligt - til, at Flamsteed havde fået pengene af staten. Det var Flamsteeds løn som Astronomer Royal, og den forventedes at dække privatforbrug, ikke observationsinstrumenter! For at få råd til instrumenterne og til aflønning af medarbejdere havde Flamsteed i en periode måttet tage et vikarjob som præst. Newton pudsede Halley på Flamsteed, hvad der bare gjorde konflikten værre, da Flamsteed også havde et horn i siden på Halley. Halley og Newton bogstavelig talt huggede Flamsteeds observationsresultater ud af hænderne på ham og publicerede dem, som de selv ønskede. Det blev Flamsteed så rasende over, at han opkøbte alle eksemplarer af "piratudgaven" og fortsatte med at arbejde efter sit eget hoved for at fuldføre sin mission. Han nåede ikke at opleve trykningen af sit livsværk, "Historia Coelestis Britannica" (et himmelkatalog), før han døde, men det blev udgivet 6 år efter hans død af hans enke og et par mandlige medarbejdere. ("Coelestis" betyder "celestial", dvs. himmel-).

Stephen Gray (1666-1736)

Jeg har kort omtalt Stephen Gray i indledningen til dette kapitel. Han var også en af de dygtige "tabere" i Newtons krige. Gray kaldes af nogle for "elektricitetslærens fader". Han tog skridtet fra at betragte elektricitet og magnetisme som kuriøse fænomener til at undersøge dem nøjere vha. fine eksperimenter. Han arbejdede med gnidningselektricitet i årene omkring 1730, og han fandt ud af, at der findes to slags ledere, gode og dårlige ledere. Gray var den første, der opdagede at elektricitet kunne forplante sig gennem lange ledere. Billedet viser et af hans eksperimenter med at lede elektricitet gennem et langt reb af hamp ophængt i snore af silke. -Men der skulle gå endnu næsten 100 år, før man opdagede den elektriske strøm. Gray blev en god ven og samarbejdspartner for Flamsteed, og så var det løb kørt i Newtons øjne. Newton havde ikke bare fjender "af første orden". Han betragtede også sine fjenders venner som sine egne fjender, altså hvad man kan kalde "fjender af anden orden"! Derfor fik Gray ikke den anerkendelse, han fortjente, mens Newton var i live. Men som jeg skriver i indledningen til dette kapitel, så sørgede Newtons efterfølger som præsident for Royal Society, Hans Sloane, for at Gray senere fik en genoprejsning. Men alligevel døde han fattig og ensom, ligesom flere af Newtons fjender (Leibniz og Hooke).

"Newton´s Tyranny"

Dette er faktisk titlen på en moderne bog om Flamsteeds og Grays skæbner under Newton og en nyvurdering af deres videnskabelige betydning (2001)! Se grønt link med referencer til denne tekst (om Newtons fjender) ved først at gå op for oven og vælge liste. Billedet nedenfor viser Newtons gravmæle i Westminster Abbey. Det ville ikke have glædet hans fjender!

Hvis du støder på et ord, hvis betydning du ikke kender, så søg på ordet.