Ole Rømer

1644 - 1710

Tiden frem til 1676

Ole Christensen Rømer blev født i Aarhus i 1644 som søn af handelsmand Chresten Pedersen (eller Olesen) og Anne Olufsdatter Storm. Faderen ønskede at ændre sit navn, så det blev mere entydigt, og derfor tog han det nye efternavn Rømer, da han fik borgerskab i Aarhus i 1642, fordi han stammede fra Rømø. Chresten Pedersen Rømer interesserede sig for navigation og havde en del nautiske instrumenter og bøger, som drengen begærligt kastede sig over. Det stimulerede Ole Rømers interesse for astronomi. Han kom i Aarhus Latinskole, og blev student i 1662; men da var hans far død forinden. Hen imod slutningen af hans skoletid blev enevælden indført i Danmark (i 1660). Senere i livet blev Ole Rømer ikke bare en kendt astronom, han blev også en effektiv administrator for enevælden, først i Frankrig og siden i Danmark.

Efter studentereksamen kom Rømer til København for at læse astronomi ved Københavns Universitet. På den tid "regerede" slægten Bartholin ved Universitetet inden for naturvidenskab og medicin og i kongens/statens administration. Ole Rømer fik Rasmus Bartholin som lærer. Rasmus Bartholin er mest kendt for at have opdaget dobbeltbrydningen i islandsk kalkspat. Rasmus Bartholin blev så begejstret for Ole Rømer, at han optog ham i sit hus som assistent (domesticus). Rasmus Bartholin havde af kongen fået hvervet med at forberede og udgive en korrekt udgave af Tycho Brahes store observationsmateriale, som var verdens mest nøjagtige på sin tid . Ved Tycho Brahes død i 1601 havde Kepler fået overdraget materialet; men han havde ikke fået udgivet det. Da han så døde i 1630, fik hans søn Ludwig Kepler det. En dårlig version af noget af materialet var faktisk blevet trykt; men det var ikke tilfredsstillende. Den danske konge Frederik 3. var meget interesseret i videnskab, og købte i 1662 hele manuskriptet med henblik på at få udgivet en tilfredsstillende udgave af det. Men alene forarbejdet viste sig at være et større arbejde, end Bartholin havde regnet med. Derfor overlod han materialet til Ole Rømer, som derved fik en grundig skoling i astronomiske beregninger. Rømer blev meget inspireret af Tycho Brahes livsværk: en nøjagtig bestemmelse af stjerners positioner. På grund af offentlig pengenød, blev Tycho Brahes samlede værker først udgivet i København i 1923!

Tycho Brahes observationer var jo gjort i hans observatorium Uranienborg på Hven. De var derfor ikke umiddelbart anvendelige for den store verden, før man havde fået bestemt Uranienborgs beliggenhed præcist, dvs fundet dens længdegrad i forhold til fx det nye, franske observatorium i Paris fra 1667. Derfor kom franskmanden Jean Picard og hans assistent til Danmark i 1671, og sammen med Bartholin og Rømer tog de til Hven for at måle. Picard var chokeret over, at Uranienborg var blevet jævnet med jorden, og nu blev brugt som losseplads! Bartholin og Picard tog hurtigt tilbage til København, mens Rømer og assistenten blev på Hven. Man lavede nu følgende målinger: For det første fandt man forskellen i længdegrad mellem Uranienborg og Rundetårns Observatorium på to måder. Dels ved triangulering, dels ved brug af Jupiters måne, Io (se det følgende). For det andet bestemte Picard i København og den italiensk-franske astronom Giovanni Domenico (Jean-Dominique) Cassini i Paris længdeforskellen mellem København og Paris, også ved hjælp af Jupiters måne, Io, som astronomisk ur (se linket Mere under 1676 Rømer).

Picard blev også begejstret for Rømer, og han fik af den danske konge lov til at tage Rømer med til Paris. Rømer rejste derned i 1672. Han blev assistent hos Cassini på Paris Observatoriet, hvor de specialiserede sig i mere og mere nøjagtige målinger af jupitermånernes omløb og formørkelser. Rømer fik bolig på Observatoriet, og han blev hurtigt medlem af det fornemme Académie Royale des Sciences, som var oprettet i 1666.

I Paris kom Ole Rømer ind i et inspirerende miljø af forskere og teknikere. Solkongen Ludvig 14. var meget ambitiøs, og det var hans finansminister Colbert også. Colberts økonomiske model var merkantilismen. Han ønskede at opbygge institutioner i Frankrig, der kunne kaste glans over staten og kongen; men han var også praktisk anlagt. Med Observatoriet og Videnskabsakademiet ønskede han dels at vise storhed ved at støtte videnskaben, herunder astronomien, dels at have en række eksperter, han kunne bruge til teknisk rådgivning og fx patentundersøgelser. Astronomien var heller ikke blot teori, den havde vigtige anvendelser i navigation og kartografi (kortlægning). Der var også en del udlændinge ved Akademiet, og her mødte Rømer bl.a. Huygens og Leibniz, som blev hans venner for livet, og som han korresponderede med, når de var adskilte. I dette miljø blev Rømer ansporet til at yde sit bedste, - og rapportere og skrive om det. Ikke blot gjaldt det hans største opdagelse, lysets "tøven", som han kaldte det; han publicerede langt mere i Paris, end han gjorde, efter at han vendte tilbage til København.

Men det var ikke bare astronomisk forskning, Rømer beskæftigede sig med i Paris, han var også teknisk konsulent for enevælden. Fx arbejdede han med Versailles' berømte springvand, med pendulure, rørtykkelser og rørstyrker i vandledninger. Det var også Rømer, der efter have lavet en nøjagtig nivellering af højdeforskellene mellem Versailles og de vandrige områder i nærheden kom til at afgøre, hvor man skulle hente vandet.

Ole Rømer var hele livet optaget af at konstruere og forbedre instrumenter og andre maskiner. Lige inden han skulle til Paris, konstruerede han et mikrometer til brug i astronomiske kikkerter for at forbedre målenøjagtigheden. Han ville gerne have et godt ry lige fra starten af i Paris. Desværre viste det sig, at et sådant apparat allerede fandtes. - Men Rømers mikrometer gav mere præcise målinger.

Et af Rømers job i Paris var at undervise dauphinen, dvs kronprinsen, i matematik, astronomi og mekanik. Hertil konstruerede Rømer en række astronomiske maskiner, der kunne vise fx jupitermånernes omløb omkring Jupiter (et jovilabium) samt en planetmaskine, der på forsiden viste planeternes positioner i forhold til hinanden på forskellige datoer og klokkeslet og på bagsiden hvilke stjerner, der ville være synlige på himmelen i Paris på samme tid, hvis solen var gået ned. Du kan få teknisk information om planetmaskinen ved at vælge "Rømers planetarium" i listen for oven her på siden.

Ole Rømers planetarium, der blev konstrueret til Christian 5. Det befinder sig i dag på Rosenborg Slot. Det er ca. 1 meter højt. Det viser Solen i midten omgivet af planeterne: Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter og Saturn. Når man drejer på tandhjulsmekanismen, kan man aflæse planeternes indbydes stilling til ethvert tidspunkt i en given periode. På bagsiden findes et stjernekort, så man kan også aflæse planeternes stilling mellem stjernerne.

I forbindelse med sine planetmaskiner arbejdede Rømer som den første med en teori om tandhjul. Han konstruerede tandhjul med den egenskab, at når det ene af to tandhjul i indgreb drejer sig med konstant vinkelhastighed, da vil det andet også dreje sig med konstant vinkelhastighed.

Opdagelsen af "lysets tøven"

Inden Rømer troede mange, at lyset gik øjeblikkeligt, eller uden tøven, fra sted til sted. Dvs at lyshastigheden er uendelig. Dette synspunkt havde bl.a. Aristoteles og Descartes forfægtet. Men Rømer fandt i 1676, at lyset har en endelig hastighed. Derved fik man bestemt en naturkonstant, den første fundamentale, og det fik stor betydning for fysikken og astronomien.

Redskabet til denne opdagelse var igen jupitermånerne, som Cassini, Picard og Rømer m.fl. studerede så ivrigt på Pariserobservatoriet. Disse studier havde stor bevågenhed, ikke blot for deres astronomiske og fysiske betydning; men også fordi de kunne levere metoder og tabeller til bestemmelse af længdegrader til søs og på land. Bl.a. til opmåling af Frankrig og England og bestemmelse af afstanden til kolonierne, herunder det senere USA.

Allerede Galilei havde ved kikkertens opfindelse opdaget Jupiters 4 måner i 1609, og han havde også skitseret en metode til den praktiske udnyttelse. Men teknikken, bl.a. urene, var ikke gode nok på Galileis tid. Man fortsatte imidlertid med observationer og beregninger. Man var mest interesseret i den inderste jupitermåne, Io. Dens omløbstid er ca. 42 ½ time, og den bliver formørket under hvert omløb. Når den forsvinder ind i Jupiters skygge, kalder man det immersion, og når den kommer ud fra skyggen igen, kalder man det emersion. Chefen for arbejdet var Cassini, som var en fremragende observator; men som var meget skeptisk over for nye ideer. Han fandt hurtigt ud af, at der var mange uregelmæssigheder ved jupitermånernes, specielt Ios, omløbstider. Han lavede mange observationer af Io og regnede gennemsnitsværdier ud, og han kunne herved tabellægge dens bevægelse. Ved hjælp af tabellerne kunne han så forudsige kommende immersioner og emersioner. Men han fandt uregelmæssigheder, der gentog sig med præcis ét års mellemrum, og som derfor måtte hænge sammen med Jordens rotation omkring Solen. I 1675 skrev Cassini bl.a. følgende:

"Denne uregelmæssighed synes at skyldes, at det tager lyset nogen tid at nå os fra Io; lyset synes at tage omkring 10-11 minutter om at tilbagelægge en jordbaneradius."

Men Cassini opgav tanken igen, hvorimod Rømer fastholdt den.

Rømer lagde mærke til, at omløbstiden for Io, beregnet på grundlag af en række immersioner, er kortere end omløbstiden beregnet på grundlag af en række emersioner. Han gjorde nu sit livs satsning: Han kom i august 1676 med en forudsigelse: 9. november 1676 skulle der komme en emersion af Io (hvor Io altså kommer ud af Jupiters skygge); men den ville iflg Rømer komme ca. 10 minutter senere end angivet i hans chef, Cassinis, tabeller! Rømers argument var baseret på, at lyset har en endelig hastighed. Se linket Mere under 1676 Rømer.

Rømer påstod altså, at hans chefs tabeller ikke var pålidelige, og at han selv vidste årsagen, blot fortalte han ikke om den, før begivenheden fandt sted. Et usikkerhedsmoment var vejret. Hvis det var overskyet, ville man jo ikke kunne se noget, - men heldigvis var det klart vejr, og heldigvis havde Rømer ret i sin forudsigelse! Allerede 21. november 1676 rapporterede Rømer om dette fænomen i Akademiet, og den 7. december 1676 udkom en artikel om det, nedskrevet af Akademiets sekretær (som desværre ikke havde forstået alle detaljene). Den var skrevet på fransk og fyldte kun 3 sider, og den blev trykt i Journal des Scavans. Året efter udkom den på engelsk i Philosophical Transactions of the Royal Society. (Begge udgaver kan findes på Nettet).

Den korte artikel rummede ikke særlig mange data: Der var hverken formørkelsesdata eller en konkret udregning af lysets hastighed. Alt dette har Rømer beskrevet andetsteds; men det blev ikke publiceret i hans levetid. Han skrev imidlertid en slags dagbog (på latin) om alle sine videnskabelige arbejder, kaldet Adversaria (dvs Blandede Betragtninger), hvoraf noget var i kodeskrift. Nedenunder bringes en kopi af en side i Adversaria.

Adversaria blev udgivet på latin i 1910, i 200-året for hans død, af Kirstine Meyer og Thyra Eibe. Selve koden blev først brudt i 1987 af Ole Immanuel Franksen og udgivet i 1989. Men Rømers data og beregninger omtales bl.a. i hans brevveksling med Huygens (først offentliggjort ca. 1900) og med Leibniz, og i hans elev og efterfølger, Peder Horrebows, skrifter (se senere). Først i 1913 fandt Kirstine Meyer et folioark med Ole Rømers grundlæggende formørkelsesobservationer (i Universitetsbiblioteket), og hun offentliggjorde dem i 1915.

Ved fremkomsten af Ole Rømers teori, var der delte meninger om den: Cassini var modstander, mens fx Huygens og Newton var begejstrede. Rømer var så glad for samarbejdet med Huygens, at han ønskede at rejse til Holland for at rådføre sig med ham om offentliggørelse af sit materiale og for at samarbejde med ham. Rømer kunne imidlertid ikke få orlov!

I stedet regnede Huygens og Newton på Rømers tal og fik en værdi for lysets hastighed, der er lidt mindre, end den værdi vi har i dag. (Se linket Mere). I dag regner vi lysets hastighed for ca. 300.000 km/sek. Faktisk blev definitionen af meteren fastlagt ud fra lysets hastighed i 1983, på den måde, at meteren skulle være så lang, at lyset på 1 sekund tilbagelægger 299.792.458 meter.

Huygens' begejstring hang sammen med hans egne teorier. Han skrev til minister Colbert:

"Jeg har for kort tid siden med stor glæde set den smukke opfindelse, som hr. Rømer har udtænkt, til at vise, at lyset bruger tid, når det udsendes, og oveni købet til at måle denne tid. Det er en yderst vigtig opdagelse. For mig har dette bevis været til så megen desto større glæde, som jeg, i det jeg skriver i min strålebrydningslære, har antaget det samme med hensyn til lyset".

Diskussionen om Ole Rømers teori bølgede frem og tilbage. Englænderne var hurtige til at acceptere den, mens franskmændene tøvede. Men efter Ole Rømers død, fandt den engelske astronom James Bradley i 1728 en periodisk bevægelse i fixstjernernes positioner, kaldet aberrationen, som kun kan forklares ved Jordens bevægelse omkring Solen (Kopernikus' teori) og lysets endelige hastighed. Det var en stærk støtte til Rømer, og selv franskmændene måtte nu bøje sig. Der har heller aldrig været nogen tvivl om, at bestemmelsen af lysets hastighed skyldes Rømer.

Tiden efter 1676

Rømer havde god kontakt med sine kolleger. Selv om Cassini ikke fandt, at "lysets tøven" var endegyldig bevist, bevarede han sin respekt for Ole Rømer. Via sit ophold i Frankrig kom Ole Rømer også til at lære en del engelske forskere at kende, især fra kredsen omkring Royal Society. Royal Society var startet i 1660. (I Danmark var der på Rømers tid ikke noget videnskabeligt akademi). I 1679 lærte han i Paris den engelske filosof John Locke at kende. Locke tog ham med til London og introducerede ham for bl.a. Flamsteed, Halley, Hooke og Denis Papin (som også var rejst fra Frankrig). Derimod er det mærkeligt, at Rømer aldrig nævner Newton, selv om flere af hans venner senere skulle udspørge ham om netop Newton, hvis banebrydende arbejde gav anledning til megen diskussion. Man ved omvendt, at Newton støttede Rømers teorier og oven i købet selv beregnede en mere nøjagtig værdi for lysets hastighed. Men man har i dag en liste over Rømers bøger, fra auktionen efter hans død, hvor Newtons Principia er med.

Efter at Frankrig havde været plaget af religionskrige, indførte kongen i 1598 Det Nanteske Edikt, som gav protestanterne/huguenotterne religionsfrihed og en række "sikkerhedsbyer". Efter Colberts død ændrede Ludvig 14. holdning, og det blev igen svært for protestanterne at bo og arbejde i Frankrig. Det medvirkede til, at en række af de fremragende mænd, som Colbert havde skaffet til landet, emigrerede, herunder Rømer i 1681. Nantesediktet blev først formelt ophævet i 1685; men situationen har nok været vanskelig også inden.

Den danske konge havde allerede længe været interesseret i at få Rømer tilbage til Danmark, dels fordi Rømer var en berømt mand, dels fordi kongen ville udnytte Rømers store evner for administration og teknik til at styrke den enevældige stat. Men i 1687-88 blev Rømer igen sendt ud på en stor udenlandsrejse til England, Frankrig og Holland for at samle erfaringer med anvendelser af videnskab og teknik. I London blev han bl.a. kendt for at have opfundet en "miljømaskine" til at opsuge den skadelige røg i London.

Rømer fik efter hjemkomsten så mange opgaver (han blev en slags "statsingeniør"), at det kom til at knibe med tid til det astronomiske arbejde, som trods alt hele livet var hans yndlingsbeskæftigelse. Selv om han også var meget anerkendt i Danmark som astronom og fysiker, havde han ikke så mange kolleger at snakke med i Danmark. Derfor kom hans indbyggede perfektionisme og uvilje mod at skrive til at medføre, at han ikke fik publiceret ret meget efter hjemkomsten. Som nævnt ovenfor skrev han en videnskabelig dagbog, Adversaria, som blev udgivet i 1910, og han skrev mange breve. Især korrespondancen med Huygens og Leibniz er vigtig for at se, hvad Rømer arbejdede med.

Hans venner bebrejdede ham tit, at han efter sin hjemkomst til Danmark ikke fik offentliggjort ret mange af sine videnskabelige resultater eller dokumentationer for sine opfindelser af astronomiske instrumenter. Især Leibniz skrev tit om det til Rømer, fordi han ønskede, at Rømer skulle få æren af sine opdagelser. Leibniz satte Rømer meget højt og gjorde ham til æresmedlem af det nystartede Berlins Videnskabsakademi. Først efter mange breve fra Leibniz om Rømers manglende publiceringslyst, svarer denne endelig følgende:

"...Resultatet er da blevet, at det endnu ikke har været muligt at fuldende noget værdigt til offentliggørelse. Der kunne ganske vist udgives kommentarer over uordnede observationer, men jeg er bange for, at der på denne måde ville blive kastet brogede fjer i luften, som for dem, der mødte dem, var mindre egnede til at danne vinger af end til at bruges som hattepynt..."

Blandt de emner, som Rømer aldrig fik publiceret noget om, var hans tandhjulskonstruktioner. Leibniz opfordrede i sine breve flere gange Rømer til at få det publiceret, men det hjalp ikke. Huygens, der så hvor det bar hen, nedskrev noter om Rømers tandhjulskonstruktioner. Disse noter rummer kopier af nogle af Rømers tegninger. Huygens noter blev gemt, og de er nu trykt i Huygens samlede værker. Derfor har vi i dag en vis portion sikker viden om Rømers tandhjulskonstruktioner.

Hans astronomiske arbejde efter hjemkomsten var mest - inspireret af Tycho Brahe - observation og beregning af stjernepositioner. Rømer ønskede at bruge dem til en mulig parallaksebestemmelse, som kunne være en håndfast støtte til Kopernikus' teori. Hans praktiske interesse medførte også, at han opfandt og forbedrede mange astronomiske instrumenter, som forbedrede målenøjagtigheden med en faktor ca. 5 i forhold til Tycho Brahe (som jo ikke havde haft adgang til kikkerter eller gode ure). Men Rømer fik som sagt ikke publiceret sit store observationsmateriale, inden han døde i 1710.

Hans elev og efterfølger, Peder Horrebow (1679-1764) var startet som acciseskriver (accise var en slags told), og da han fik 20 børn, var han altid i pengenød. Men i 1714 overtog han professoratet i astronomi, og han så det som sin livsopgave, at redde så meget som muligt af Rømers arbejde for eftertiden. Desværre ødelagde den store brand i København i 1728 det meste af Rømers observationsmateriale. Horrebow skrev imidlertid i 1735 et værk (på latin): "Basis Astronomiæ", hvori han beskrev hele Rømers videnskabelige arbejde og hans arbejde med instrumenterne. Værket blev genoptrykt i 1741 som del 3 af Horrebows Operum Mathematico-Physicorum. Først i 1900-tallet blev størsteparten af Basis Astronomiæ oversat til dansk af professor i astronomi, Elis Strömgren. Strömgren skrev bl.a. en bog om Ole Rømers astronomiske instrumenter i 1944 - 300-året for Rømers fødsel.

Dog blev 3 døgns observationer, udført af Rømer i 1706, reddet og udgivet som Triduum. Grunden til, at netop disse observationer blev reddet, var, at Rømer øjensynlig var så tilfreds med dem, at han havde fået lavet 5 afskrifter af dem! Triduum giver 88 stjerners positioner, baseret på ca. 250 observationer. Disse observationer blev af den tyske astronom, Tobias Mayer, brugt 50 år senere til sammenligning med Mayers egne observationer, og det medførte, at Mayer fandt fixstjernernes egenbevægelser. Mayer meddelte denne opdagelse til Göttingens Videnskabernes Selskab i 1760. Mayer genfandt også Rømers upublicerede målefejlsformler, som i dag kaldes Mayers formler.

Til brug for mere præcise observationer ved hjælp af sine selvopfundne instrumenter, studerede Rømer bl.a. varmeudvidelse i forbindelse med pendulures nøjagtighed. Han konstruerede de første "overensstemmende termometre", og han målte længdeudvidelse pga varme for en række metaller. Det var Rømers termometre, der inspirerede Fahrenheit til at skabe det, vi i dag kalder Fahrenheits temperaturskala, idet han havde besøgt Rømer i København. (Se linket Mere under 1702 Rømer).

I København opfandt Ole Rømer også flere banebrydende astronomiske instrumenter, bl.a. passageinstrumentet og meridiankredsen. (Se linket Mere under 1690 Rømer). Og som nævnt før, havde Rømer fordelen af, at kikkerten var blevet opfundet, og at Huygens havde skabt mere præcise pendulure. Rømers meridiankreds var i et par århundreder det vigtigste instrument til astronomiske positionsmålinger.

Det lykkedes Rømer i hans anden Københavnsperiode (fra 1681) at indrette hele 3 observatorier: Rundetårn, privatobservatoriet i St. Kannikestræde og i 1704 Observatorium Tusculanum i Vridsløsemagle nær vore dages Høje Tåstrup. Det sidste observatorium lå lige ved Bartholinernes familiegård, Pileborg. Rømer var således godt rustet til at vejlede sin ven, Leibniz, i opbygningen af et observatorium i Berlin. Efter Ole Rømers død i 1710 forfaldt Observartorium Tusculanum, og først i 1978 lykkedes det at fastslå den rigtige position. Stedet blev fredet, og først opførte man et lille museum her, Ole Rømer Museet. I dag er det slået sammen med et lokalmuseum og hedder Kroppedal Museum.

Ole Rømer som familiemand, embedsmand og ingeniør

Denne hjemmeside, og dermed denne biografi, skildrer mest fysikernes videnskab og videnskabelige liv. Hvis man er mere interesseret i andre sider af Ole Rømers liv og gerning, må man gå til andre kilder. Dog skal disse andre sider lige nævnes her i slutningen af biografien om Rømer, fordi en stor del af dem drejede sig om teknik, dvs de kunne ses som anvendt fysik og astronomi.

Ole Rømer konsoliderede sin stilling i Danmark ved to gange at gifte sig ind i den indflydelsesrige Bartholinklan, som i en årrække styrede Universitetet og kongens administration. Begge ægteskaber var barnløse. Kongen udnævnte i 1706 Rømer til etatsråd, hvilket ville betyde, at hans eventuelle efterkommere ville blive tildelt arveligt adelskab; - men Rømer fik ingen børn.

Som naturforsker, ingeniør og administrator lignede Rømer den hollandske fysiker Stevin. De kombinerede begge store videnskabelige evner med store interesser for samfundets indretning, administrativt såvel som teknisk. De tilhørte den nye tids fysikere: borgerskabets fysikere, i modsætning til fx Tycho Brahe, som var født adelig, eller de talrige kirkens mænd, som vi skriver om på tidligere dele af denne hjemmeside, og som også var fysikere.

En liste over alle Rømers hverv i det danske samfund er så lang, at man må undre sig over, at han har kunnet overkomme det. Især når man tager i betragtning, at han fortsatte sine observationer af stjernehimlen, som jo mest måtte foregå om natten. Så hvornår har han kunnet sove? Under alle omstændigheder viste Rømer sig at være et enormt talent, også til alt det praktiske. Han var bl.a. medlem af kancelliet (svarer til vores regering), og han var politimester, brandmester, "vandmester" og medlem af borgerrepræsentationen i København. Rømer sanerede København på mange måder, bl.a. indførte han som den første gadebelysning (tranlamper), han regulerede vandtilførsel og spildevandsafløb, og han forbedrede vejene, også i resten af landet. Han var også i perioder universitetsrektor og højesteretsdommer, ja, han var sågar en periode universitetsbibliotekar.

Som politimester i København indførte han de første "socialreformer". Disse havde imidlertid en anden hensigt end senere tiders socialhjælp. Som historikeren Barbara Zalewski skriver i "Psykiatriens Historie i Danmark", 2008, om "dårekisterne" og andre opsamlingssteder for de socialt udstødte:

"Den ene af Pesthusets lange længer blev opført i 1709. Københavns politimester siden 1705, astronomen Ole Rømer, havde som en af sine vigtigste opgaver en regulær jagt på stadens sværme af betlere, dvs folk uden tiggertegn. De såkaldt stærke betlere skulle i Børnehuset og bestille noget, mens "krøblinger, vanføre, hæslig fordærvede, alle gamle sanseløse og galne" skulle i Pesthuset. Men der var ikke plads til både dem og de sindslidende, som ifølge reskriptet af 1709 nu skulle anbringes, så Rømer lagde af egen lomme ud for både den nye 30-fags fløj og en del af driften. Det kunne lyde, som om der nu blev anbragt hundreder af mennesker; men i virkeligheden var der højst 145 beboere, - grænsen for uarbejdsdygtighed var sat meget højt."

I 1700 fik han indført den gregorianske kalender i Danmark, så kalenderåret kom til at passe med solåret. Den gamle, julianske kalender var blevet indført af Julius Cæsar i 45 f.Kr.; men den kom mere og mere bagud i forhold til solåret, så i 1582 fik pave Gregor 13. indført en ny kalender, den gregorianske, - i starten i nogle katolske lande, senere i alle katolske lande. I Danmark havde man fra 1687 kunnet bruge begge kalendere; men i 1700 lykkedes det Rømer og hans ven Leibniz at få indført den gregorianske kalender i Danmark og i de protestantiske stater i Tyskland.

For at tilpasse kalenderåret til den gregorianske kalender, sprang man i Danmark i februar måned i 1700 10 dage over. Desuden ændrede man hyppigheden af skudår, så kalenderårets længde over en årtusindårig periode kom til at stemme overens med solåret. Derfor sprang man skudåret over i 1700.

Som et kuriosum kan det her nævnes, at Ole Rømer forsøgte at gøre kalenderen mere enkel ved at foreslå, at påsken skulle holdes 5.-11. april hvert år, dvs ikke skulle fastlægges ved hjælp af månen. Men et så simpelt system kunne hverken den protetantiske eller den katolske kirke gå ind for!

Det var også Rømer, der stod for indførelsen af præcist definerede enheder for vægt og længde- og rumfangsmål, først i 1683, hvorefter der imidlertid kom en del kritik, og siden i 1698. Han valgte praktiske enheder, så fx den danske mil blev sat til 4 geografiske bueminutter, hvad der var en stor hjælp til søs. Rømers ide var at erstatte den forvirrede samling af længde-, vægt- og rumfangsenheder, der var før hans reformer, med standardiserede mål. Længdeenheden blev fx præciseret med to standardmålestokke, der stadig findes på DTU, og som var knyttet til længden af sekundpendulet. Rømer var forud for sin tid, bl.a. ved at knytte længde- og vægtenhederne sammen. Han ønskede også at knytte længdeenheden til et uforgængeligt fænomen i naturen; men dette kunne ikke lade sig gøre dengang. Metersystemet rummede også disse hensyn, og Rømers mål blev beholdt lige til metersystemets indførelse i Danmark i 1907!

Rømer arbejdede også for flåden, både krigsflåden og handelsflåden, idet han bl.a. arbejdede med misvisningen på kompasser, og han arbejdede (som så mange andre fysikere) med ballistik, dvs kanonkuglers baner.

Kirstine Meyer skriver i 1941 om Ole Rømers teknisk-administrative arbejde: "Man ser i "Adversaria", at planlæggelsen og udførelsen af disse tekniske reformer sker efter samme systematiske metode som ved et naturvidenskabeligt eksperiment, og når resultaterne ved ham skal føres ud i livet, sker det med en kraft og bestemthed, der vidner om stor karakterstyrke og store administrative evner."

Da Ole Rømer døde i 1710, døde han som en verdenskendt astronom og som en af Danmarks store skikkelser.
Igen med et citat fra Kirstine Meyer, 1941: "Rømer var en mand, der i videnskab var en praktiker, og i praksis arbejdede videnskabeligt."

Hvis du støder på et ord, hvis betydning du ikke kender, så søg på ordet.