Billederne viser, hvor stor forskel der kan være på højvande og lavvande.
De er taget i Bay of Fundy i Canada, lidt SV for Newfoundland.
Det er det sted på Jorden, hvor tidevandet er voldsomst. Højvandet
kan være op til 15,4 m over lavvandet.

Tidevand har naturligvis været kendt af alle folkeslag, der havde kendskab til steder hvor tidevand fandtes. Specielt for vores kultur gør der sig det forhold gældende, at der ikke er tidevand i Middelhavet. Ikke desto mindre kendte de gamle grækere godt fænomenet, bl.a. fordi der faktisk fandt sejlads sted vest for "Herkules Støtter"; det var grækernes navn til klipperne ved Gibraltar. Den græske geograf Strabo fortæller således lige før Kristi fødsel om tidevandet. Han vidste, at det havde noget med Månen at gøre; det var nemlig særlig stærkt ved fuldmåne og nymåne.

En ikke-forklaring skyldes Cabeo, en italiensk Jesuit: Han mente, at Månen på havets bund frembragte en spirituøs substans, der forårsagede ebbe og flod. Forfatteren af disse linjer fik den tanke, at Cabeo fik ideen, fordi han selv havde indtaget en sprituøs substans. Nå, det kom der naturligvis ikke noget ud af.

To af de store fysikere fra omkring år 1600 kom med bedre forslag til forklaring af tidevandet.

Stevin mente, at det måtte skyldes en tiltrækningskraft fra Månen. Det var en fornuftig ide, men Stevin var klar over, at det ikke kunne forklare, at der er højvande to gange i døgnet. Derfor forestillede han sig, at der også måtte være noget tiltrækkende diametralt modsat Månen.

Galilei foreslog, at der var tale om en "svingkraft", vores centrifugalkraft. Og det er jo også en konstruktiv ide.

Men først da Newton i "Principia" beskrev tyngdeloven kom der en tilfredsstillende forklaring.

Den grundlæggende mekanisme, som Newton fandt, forklarer vi i vores Mere. Her forklarer vi lidt om tidevandet faktisk opfører sig noget anderledes end i den teoretiske model.

Først kan vi konstatere, at tidevandets periode på et bestemt sted passer med teorien. Jorden drejer sig en gang rundt på et døgn så vi vil forvente to højvande og to lavvande på et døgn. Men når Jorden i løbet af 24 timer har drejet sig en omgang har Månen i sin bane om Jorden bevæget sig lidt samme vej, og der går 24 timer og 50 minutter før Jorden har drejet sig en omgang i forhold til Månen. Så i løbet af 24 timer og 50 minutter er der to højvande og to lavvande, og det passer i gennemsnit. På et bestemt sted af Jorden bliver tidevandet altså forsinket 50 minutter hvert døgn, og her passer teori og virkelighed sammen.

Det stemmer også med teorien at højvandet er særligt højt ved fuldmåne og nymåne. For på de tidspunkter vil Solen og Månen skabe højvande samme steder. Vandstandsvariationerne er mindst midt mellem fuldmåne og nymåne, for der vil Månens bidrag til et højvande delvis ophæves af at Solen vil lave lavvande samme sted. Som nævnt i Mere er Månens bidrag ca 2½ gang så stort som Solens, så det er Månen, der vinder. Så højvandet ved halvmåne er væsenligt mindre end ved fuldmåne.

Detaljerne i de lokale tidevandsvariationer kan ikke beregnes teoretisk, man laver tidevandstabeller, der bygger på erfaringen. Ude på oceanerne er forskellen på høj- og lavvande ca ½ meter, men inde i snævre kanaler og flodmundinger kan højdeforskellen nå op på 15 meter.

I den teoretiske behandling tænkte vi os, at hele Jorden er vanddækket, og at det ikke tager tid at etablere høj- og lavvande. Og her er virkeligheden helt anderledes. De store landområder forhindrer højvandet i at vandre rundt om Jorden. Det er kun syd for Afrika og Sydamerika at verdenshavet strækker sig rudt om Jorden. Sydfra breder vandstandsvariationerne sig så nordpå, og deres styrke afhænger meget af lokale forhold.

Hvis du støder på et ord, hvis betydning du ikke kender, så søg på ordet.