Forside Søgning Brugsanvisning
Ind til listen:

Biografi af William Sturgeon


William Sturgeon
1783 - 1850

Sturgeon blev født i Lancashire i England, og hans mor døde, mens han var en dreng. Hans far sendte ham i lære hos en skomager. Han kom ind i hæren i 1802, blev gift, og de fik 3 børn. Få år efter døde både hans kone og børnene.

Så begyndte han at studere matematik og fysik uden hjælp udefra. I 1824 blev han ansat som lærer i videnskab og filosofi ved en militær uddannelsesinstitution i Surrey, sydvest for London, og året efter konstruerede han sin elektromagnet, verdens første. Den beskriver vi udførligt i vores Mere.

I 1832 blev Sturgeon ansat som forelæser ved en institution for anvendt videnskab i London, og her konstruerede han en jævnstrømsmotor med en såkaldt kommutator. Kommutatoren er stadig en vigtig del af elektromotorer drevet af jævnstrøm. Jeg har ikke kunnet finde nærmere oplysninger om konstruktionen. Sturgeon konstruerede også et galvanometer til en form for måling af elektrisk strømstyrke, selv om man på det tidspunkt endnu ikke havde indført en enhed for strømstyrke.

I 1836 startede Sturgeon tidsskriftet "Annals of Electrricity, Magnetism and Chemistry".

Sammen med to kolleger grundlagde han London Electrical Society i 1837, og han arbejdede også sammen med James Joule.

Sturgeon døde i 1850, og på hans gravsten står der "William Sturgeon, The Electrician".

Hvis du støder på et ord,
hvis betydning du ikke kender,
så søg på ordet.