Inden for optikken stod regnbuen allerede i Oldtiden som en udfordring. Den første, der gav en korrekt beskrivelse af hvad der foregår, når man ser en regnbue, er Theodoricus Dietrich fra Freiberg. Da han ikke kendte brydningsloven er teorien kun kvalitativ, men med denne begrænsning er den korrekt.

Figuren viser, hvordan en regnbue dannes ved brydning og refleksion i en række regndråber. Et hvidt strålebundt rammer den øverste vanddråbe. Her brydes det ind mod indfaldsloddet, så reflekteres det fra dråbens bagvæg og til sidst brydes det endnu en gang. Undervejs i dråben bliver lyset spaltet i 5 farvede stråler, illustreret ved de tætliggende parallelle linier. Fra de forskellige vanddråber samles de farvede stråler i et øje for neden til venstre.

På tilsvarende måde forklarede Dietrich biregnbuen som frembragt af stråler, der var underkastet to refleksioner inde i vanddråberne:

For at illustrere, hvor tæt på Dietrichs forklaring man er nutildags viser vi her et billede fra Gyldendals Encyklopædi fra 2002:

Læg mærke til, at strålegangen på Dietrichs billeder er den samme, som på det moderne billede!

Hvis du støder på et ord, hvis betydning du ikke kender, så søg på ordet.