Euclid er mest kendt for sin grundlæggende lærebog i geometri, Euclids Elementer. Men han ydede også et vigtigt bidrag til lydlæren, idet han beskrev lyde som en bølgebevægelse i luften. Lad os tænke os, at lyden er en tone frembragt af en svingende streng. Så sætter strengen de luftpartikler, der befinder sig lige ved siden af strengen, i svingning. Disse luftpartikler skubber så på deres naboer, og på denne måde bevæger lydbølgen sig fremad, uden at nogen luftpartikel bevæger sig særlig langt.

Vi tænker os nu, at der langt ude til højre findes en svingende streng, og vi vil vise, hvordan de 144 luftpartikler, der er tegnet som blå cirkler på figuren nedenfor, bevæger sig, når lyden er kommet frem til os.

Læg mærke til, at på animationen nedenfor bevæger hver enkelt luftpartikel sig sådan , altså kun ca 1 cm sidelæns, mens lydbølgen bevæger sig hele vejen fra strengen til vores blå luftpartikler. Lydbølgen består af områder med overtryk og områder med undertryk, sådan som det er vist på animationen.

Euclid vidste, at tonehøjden (altså ikke styrken) af den tone, der udsendes fra en svingende streng, er bestemt af antallet af svingninger pr tidsenhed. Han vidste også, at når strenglængden halveres (og når strengens spænding og alt andet er uforandret), da fordobles antallet af svingninger pr. tidsenhed. Så man hører det, man i dag kalder oktaven til den oprindelige tone. Så nu tænker vi os, at vi halverer længden af strengen ude til højre. Så svinger hver enkelt luftpartikel sådan , og nedenfor viser vi, hvordan de samme 144 luftpartikler svinger, når lyden når frem til dem.

Det er begrænset, hvor meget vi ved om denne tidlige periode i fysikkens historie, men såvidt vi ved, kom Euclid ikke længere med lydlæren end det, vi her har fortalt.

Hvis du støder på et ord, hvis betydning du ikke kender, så søg på ordet.