Forside Søgning Liste

Frontinus beskrivelse af teknikken i den Romerske vandforsyning

I perioden før ca 300 f.Kr. benyttede beboerne i Rom brønde, naturlige kilder eller vandet fra floden Tiberen til at dække deres behov for vand. Men omkring 310 blev vandledningen Aqua Appia ført ind til Rom fra en kilde ca 10 km øst for Rom, Og i de følgende mange århundreder var Roms vandforsyning baseret på op til 25 km lange vandledninger, der førte vand til byen fra højtliggende kilder i omegnen. Op til 10 vandledninger kunne være i drift samtidig. På kortet nedenfor viser vi med sort 4 af disse vandledninger sammen med deres navne

På vandledningerne brugte man ikke pumper undervejs. Hovedreglen var, at vandet fra kilden selv løb ned til Rom. Det krævede naturligvis en meget omhyggelig nivellering, hvilket var en af Frontinus spidskompetancer. Vandet kunne løbe i 4 forskellige typer af kanaler:

Det mest almindelige var, at vandet løb i en underjordisk muret kanal. 85% af vandledningerne er af denne type. Til højre viser vi en ny nedgravning, hvor man er stødt på sådan en kanal. Romerne brugte vandfast mørtel, så der gik næsten ikke noget vand til spilde i disse kanaler. Det var også en fordel, at når kanalen først var bygget, var den ikke i vejen for f.eks. landbrug eller vejanlæg. Det var også en fordel, at det var svært for lokale beboere, at stjæle af vandet. Men dette var alligevel - ikke uventet - meget almindeligt.

Hvis vandledningen skulle passere en dal byggede man tit en akvadukt, som vandet kunne løbe over dalen på. Vandet løb i en kanal oven på akvadukten. Denne kanal kunne være åben opadtil, men normalt lukkede man den, for at undgå forurening. Mens akvadukten kunne være bygget af omhyggeligt formede sten uden bindemiddel, så var kanalen til vandet altid muret med vandbestandig mørtel. Billedet til venstre viser et lille bevaret stykke af en akvadukt øst for byen Tivoli. Solen skinner lidt ind i kanalen. Derfor kan man se den lyse kalkaflejring, som faktisk kunne gøre kanalen mere solid. Senere tider kunne bruge disse kalkafjejringer som en slags marmor. F.eks. er der i Roskilde Domkirke en lille stenplade, der dækker for et hulrum med knogler fra en konge. Denne stenplade er laver af "romersk akvaduktmarmor". Hvis vandet fra to forskellige kilder skulle følges ad på en akvadukt blandede man normalt ikke de to kilders vand. Man lod vandet fra den ene kilde løbe i en lukket kanal, og oven på denne løb vandet fra den anden kilde i en åben eller lukket kanal

Vandledningerne var over lange strækninger rør af bly. Blyrørene kunne f.eks. fremstilles af en plan plade af bly, der var ca 10 cm bred og meter lang. Når man rullede den sammen på langs fik man et rør med omkreds ca 10 cm. Der skulle være indstøbte navne på ejer eller fremstiller, sådan som det er vist på billedet til højre. De indstøbte navne garanterede kvaliteten. Blyrørerne var nedgravede, så det gjorde ikke noget, at de ikke konstant faldt i vandets retning. Sådan er det ikke med en åben kanal, den skal have den korrekte hældning hele tiden.

Der var ca 25 standarddiametre for blyrørerne. Der strakte sig fra en diameter på 2 cm. der tillod passage af 25 m³/døgn op til rør med diameter 20 cm. der tillod passage af 4000 m³/døgn.

Pont du Gard - den bedst bevarede romerske akvadukt

Når vandet var kommet ind i Rom blev det fordelt i en masse kanaler og rør. Det meste endte i gadebassiner, hvor almindelige mennesker hentede deres vand. På Frontinus tid var der 591 gadebassiner i Rom. Overklassen havde normalt et privat rør til deres hus. På Frontinus tid var Rom en storby med omkring 1 million indbyggere, så der var et enormt behov for vand!

Hvis du støder på et ord, hvis betydning du ikke kender, så søg på ordet.