Forside Søgning Liste

Den bane et legeme beskriver, når det kastes skråt op i luften, har været genstand for spekulationer siden oldtiden, men først i middelalderen blev spekulationerne for alvor suppleret med iagttagelser.

Aristoteles teori

Aristoteles mente, at det var luften omkring legemet, der vedligeholdt bevægelsen, og at legemet faldt lodret nedad, når luften ikke længere kunne opretholde bevægelsen. Han mente, at luften eller et andet hæmmende medium var nødvendig for bevægelse. Han troede derfor ikke, at et vakuum kunne eksistere. Hans teori for kastebevægelsen illustreres på figuren her.

Billedet er fra 1551. Det viser, hvordan projektilet efter Aristoteles mening først bevæger sig skråt opad for på et tidspunkt pludselig at skifte til et lodret fald

Aristoteles teori har kun ringe lighed med den virkelige verden.

Albert fra Sachsens teori

Albert fra Sachsen nåede frem til en noget mere virkelighedstro beskrivelse af kastebevægelsen. Han benyttede impetusteorien (se 1320 Jean Buridan), hvor man forestiller sig, at kanonen eller hånden indgiver legemet en impetus, der får legemet til at bevæge sig i kastets retning. Albert fra Sachsen deler bevægelsen op i tre afsnit: Først et retlinet stykke, hvor impetus helt dominerer over tyngdekraften. Dernæst et krumt (i reglen cirkelbueformet) stykke, hvor de to effekter begge virker. Og så til sidst et lodret fald, hvor impetus ikke virker mere, og hvor legemets vægt alene bestemmer faldet, se billedet nedenfor.

De tre faser i Alberts teori for kastebevægelsen

Det klogeste viste sig senere at være, at man først udviklede teorien uden at tage hensyn til luftmodstanden. Men hvis man nu ikke vil gøre sådan, så må man kreditere Albert for det sidste lodrette stykke. På grund af luftmodstanden vil det i mange tilfælde være nærmere virkeligheden end den parabelform, som Galilei senere fandt for kastebevægelsen i et lufttomt rum.

Hvis du støder på et ord, hvis betydning du ikke kender, så søg på ordet.