PapirPapir blev først fremstillet i Kina ca. 100 e.Kr. Inden da havde man skrevet på papyrus, som er lavet af siv; på ler, som man skrev kileskrift på, og på pergament, som er lavet af skind. I Kina brugte man i starten klude til papirfremstillingen, og senere brugte kineserne også fibre af hør, hamp og bambus. Kineserne holdt imidlertid denne produktionsproces hemmelig, og der gik derfor flere hundrede år, før papiret spredte sig til først Centralasien, siden via araberne og spanierne til resten af Europa. De første europæiske papirmøller blev oprettet i maurisk Spanien omkring 1150, men først i 1300-tallet blev der oprettet
papirmøller i det øvrige Europa. De fleste brugte formodentlig vandmøller som drivkraft. Råmaterialet var
klude; træ blev først brugt fra midten af 1800-tallet. Den første danske papirmølle blev anlagt i 1573, og omkring 1580
anlagde Tycho Brahe en papirmølle på Hven.
Allerede i 1300- og 1400-tallet bidrog papirproduktionen til bøgernes store udbredelse, også uden for Kirkens områder. Der dukkede nu bøger op på nationalsprogene, hvor størstedelen af bøgerne tidligere havde været på latin, og der kom nu også bøger, der handlede om andet end religion og filosofi. Det er også interessant at notere sig, at det ikke blot var den langsomme og dermed dyre proces med at
kopiere manuskripter, som fordyrede gamle bøger. Man har regnet ud, at inden papirets udbredelse i Europa,
da man stadig brugte pergament, gik der skind fra 25 får til én bog!
|