Roger Bacon interesserede sig meget for optik. En af de ting han arbejdede med var regnbuen. Såvidt jeg ved, var han den første, der foretog en måling af regnbuen. Det lyder måske underligt, for regnbuen kan være både stor og lille, og ingen kan sige, hvor den er, for hvis man går hen mod den, flytter den sig bare længere væk.

Man kan forstå Bacons måling ved hjælp af billedet til højre. Fotografen står med ryggen til Solen. For neden i midten ser man skyggen af fotografens hoved. Derfor vil linjen fra fotografens øje til hovedets skygge have retning væk fra Solen. Så hvis fotografen havde et vinkelmål i hånden, f.eks. en jakobsstav, kunne han måle vinkelafstanden mellem den nævnte linje og linjen til et punkt på regnbuen. Det må være noget i den retning, Bacon har gjort. Resultatet var indholdsrigt:

Vinklen mellem en solstråle og synslinjen til et punkt af regnbuen er den samme for for alle punkter af regnbuen, og den er også den samme for alle regnbuer, nemlig 42°.

De 42° er vist første gang målt af Bacon, men princippet i den mekanisme, der skaber regnbuen var kendt i forvejen. Da regnbuen kun ses når der er vanddråber i luften, regn eller tåge, må regnbuen dannes, når Solens stråler rammer vanddråber. På figuren til venstre viser vi hvad der sker, når en solstråle rammer en vanddråbe. Strålen bliver afbøjet lidt, der hvor den går ind i dråben. Så bliver noget af lyset tilbagekastet fra dråbens bagside, og så bliver lyset igen afbøjet, det hvor strålen forlader vanddråben. Det, som Bacon har målt, er den røde vinkel på figuren. Regnbuen frembringes så af alle de regndråber, som - set fra iagttageren - ligger 42° fra solstrålerne. Da Bacon ikke kendte brydningsloven, kunne han ikke forudberegne de 42°.

Hvis du støder på et ord, hvis betydning du ikke kender, så søg på ordet.