Forside Søgning Liste

Otto von Guerickes elektrisermaskine

Frem til omkring år 1800 udviklede elektricitetslæren sig i snegletempo. Efter Gilberts bog "De Re Magnete" fra år 1600 skete der næsten intet, før Otto von Guericke i 1663 blev færdig med sin bog "Eksperimenta Nova". Bogen udkom først i 1672. Man kendte på den tid kun gnidningselektricitet. På grund af fugtig lufts evne til at svække gnidningselektriciteten og på grund af de svage virkninger man kunne opnå ved gnidning, var det svært at finde nye resultater. Men von Guericke var, med sine store evner som eksperimentator, den rette mand til at føre udviklingen videre. I erkendelse af de svage virkninger man havde at arbejde med, bestemte Guericke sig for at lave en maskine, der kunne fremstille gnidningselektricitet. Da svovl var et materiale, der gav god elektricitet ved gnidning, bestemte Guericke sig for at bruge en kugle af svovl i sin maskine. Han fyldte en kugleformet glasbeholder med smeltet svovl, og efter at svovlet var størknet, slog han glasbeholderen i stykker og fik derved fat i sin svovlkugle. Den satte han på en aksel, og så lod han akslen hvile i to lejer, så den kunne dreje frit. Så trykkede han hånden eller et blødt materiale (- vi brugte katteskind i skolen) mod kuglen, samtidig med at den roterede. Derved blev svovlkuglen meget kraftigere opladet, end det man kunne opnå uden elektrisermaskinen. Vi viser maskinen på billedet nedenfor. Vi har det fra La Cour, og mon ikke han har det fra Guerickes bog.

Guericke gjorde en række vigtige opdagelser med sin elektrisermaskine:

• Han opdagede, at den elektrificerede kugle ikke blot tiltrak et dun, men at dunet efter berøring med kuglen blev frastødt af denne. Som billedet viser, kunne man holde det elektrificerede dun svævende i luften ved at holde kuglen hen under det. Han opdagede altså den elektriske frastødning.
• Han opdagede videre, at det elektrificerede dun, som blev frastødt af kuglen, blev tiltrukket af hans næse, og hvis han lod det berøre næsen, så blev det atter tiltrukket af kuglen. Og endelig så han, at dette kunne gentages flere gange.
• Guericke så også, at den elektriske kraft kunne forplante sig i en tråd af hør. Han hængte en tråd af en alens længde på en træpæl og så, at dens nederste ende tiltrak et dun, når han nærmede den elektrificerede kugle til den øverste ende af tråden.
• Guericke delte stofferne i to grupper: De "elektriske" er dem, der bliver elektriske ved gnidning, f.eks. glas og svovl. Og de "uelektriske" er dem, der ikke bliver elektriske ved gnidning. Det er f.eks. metallerne og kul. I 1729 genfandt Gray denne opdeling ud fra en ny synsvinkel.
• Den sidste opdagelse, vi skal nævne, undrede Guericke meget. Han elektrificerede kuglen i et mørkt værelse, og han iagttog da et svagt og uroligt lys ved den gnidende hånd, et lys, der var ledsaget af en knitrende lyd. Han lagde også mærke til, at han hørte en svag knitrende lyd, når han lagde øret til den elektrificerede svovlkugle.

Guerickes opdagelser inden for elektricitetslæren vakte ingen særlig opmærksomhed. Når vi med nutidens bedreviden betragter disse tidlige iagttagelser af elektricitet, må vi også erkende, at det ville have været svært at rådgive Guericke om, hvordan han skulle komme videre. Men Guerickes elektrisermaskine blev dog startpunktet til en meget lang række af eksperimenter med elektrisermaskiner gennem hele 1700-tallet. Først omkring år 1800 lærte man at frembringe mere kontrollerbare former for elektricitet.