Forside Søgning Liste

Johannes Hevelius
1611 - 1687

Hevelius var en polsk astronom. Han var også instrumentmager, og det var nok grunden til, at hans observatorium var Europas førende i en periode midt i 1600-tallet. Kvaliteten af tidens kikkerter var præget af den sfæriske aberration. Det er en uskaphed, som skyldes en mangelfuld formgivning af linserne. Som du kan læse under "1621 linser" byggede tidens teori på, at linsen er tynd, og fejlene formindskes derfor, hvis brændvidden er lang. Billedet nedenfor viser, hvordan Hevelius reagerede på de uskarpe billeder:


Kikkerten på billedet er 45 meter lang. Den var opstillet uden for byen Gdansk

Kikkerten er fra 1670, og billedet blev offentliggjort i 1673. Objektivet sidder langt oppe til venstre, og okularet sidder i et kort rør nede ved Jorden. Man kan ikke kalde det en fiks lille ting, og for ikke at gøre ondt værre, erstattede Hevelius kikkertrøret med stænger ophængt i barduner. Denne kæmpekikkert var nu ikke succesfuld, især ikke i blæsevejr, men nogle af de tidligere var faktisk tidens bedste.

Der var først tale om sigteinstrumenter, bl.a. kopier af Tychos instrumenter, og senere om kikkerter. Men allerede inden han gik over til at bruge kikkerter, så gav hans egne sigteinstrumenter, i forbindelse med hans gode øjne, en nøjagtighed, der var bedre end Tychos. Faktisk var den også bedre end den, andre opnåede med tidlige kikkerter.

Blandt Hevelius´ resultater var et fremragende kort over Månen og opdagelsen af det fænomen, der hedder "Månens libration".

Hevelius´ månekort blev udgivet i en bog i 1647. Bogen hed meget logisk "Selenographia", svarende til geografi her. "Selene" er Månens gudinde.
Ved sammenligning med dette moderne fotografi kan man konstatere den høje kvalitet af månekortet
Månens libration er en vrikkende bevægelse. Den er antydet på månekortet, og den bevirker at man her fra Jorden kan få kendskab til mere end halvdelen af Månens overflade

Hevelius´ månekort var ledsaget af en lang liste af nye stednavne på kratere og bjerge.

I 1663 giftede Johannes Hevelius sig anden gang med den 36 år yngre kvindelige astronom, Elisabetha Koopman (1647-1693). Efter 1663 var det meste af det astronomiske arbejde fælles: Observationer, matematiske beregninger, korrespondance på latin med andre astronomer.

Ægteparret lavede det hidtil største stjernekatalog. Det var endda større end Tychos. Det omfattede 1564 stjerner. Efter Johannes' død i 1687, var det Elisabetha, der stod for redigeringen og offentliggørelsen af stjernekataloget i 1690.


En side af manuskriptet til Hevelius´ stjernekatalog "Catalogus stellarum fixarum 1660 - 1681"

Vi nummererer søjlerne fra venstre. Foroven i første søjle står der "Ursa major", så listen her handler om Karlsvognen, "Den Store Bjørn". Under det står der såvidt jeg kan se først i hver linje navnet på en stjerne. De næste tre smalle søjler nr. 2,3 og 4 kender jeg ikke betydningen af, men i øverste linje står der nederst henholdsvis "Tyc", "Tyc" og "Hevel".

Så kommer vi til den første brede søjle 5. Øverst står der:

Hevelius
Longitude
Latitude
Ex Distantius
o ´ ´´ ?

"Longitude" betyder "Længde" og "Latitude" betyder "Bredde" så Hevelius bruger ekliptikakoordinater. Dem kan du læse om under -560 Himmelkuglen. "Ex Distantius" ved jeg ikke hvad betyder, men symbolerne nederst betyder "timer" (hora), "minutter" og "sekunder". Det var tidens vinkelmål, hvor en time er 15°, et minut er 1/60 time = 1/4 grad og et sekund er 1/60 minut = 1/240 grad. I tabelcellen nedenunder står så måleresultaterne. De to første er 10 40´ 51´´ og 49 40´ 43´´. Søjle 6 minder om søjle 5, måske er målemetoden ændret.

I søjle 7 er overskriften "Tychonius, Longit, Laht", så den søjle indeholder Tychos måleresultater. Søjle 8 indeholder måleresultater af en astronom, hvis navn jeg ikke kan læse. Søjle 9 indeholder måleresultater af Riccioli, en italiensk astronom, der levede fra 1598 til 1671. Måleresultater af Ptolemæus findes i søjle 10 og 11 og i søjle 12 findes resultater af Hevelius selv udtrykt i rektascension og deklination, et koordinatsystem som vi også har beskrevet i "-500 Himmelkuglen"


Opgave 20
Der ville være interessant at identificere nogle af stjernerne på listen og med det som baggrund bedømme de målenøjagtighed, som de forskellige astronomer opnåede.

Vi skriver mere om dette astronomiske ægteskab i en biografi, som man kan se ved at gå op øverst i denne faglige artikel, klikke på "Liste" og så klikke på det røde link "Elisabetha og Johannes Hevelius". Herunder viser vi et stjernekort fra publikationen:

Hevelius´ stjernekort.

For oven til højre svæver to engle med besked om, at stjernerne afbildes i 6 forskellige størrelsesklasser. For neden i midten ser man den køllesvingende Orion med et bælte af tre lysstærke stjerner. Han står på hovedet!

Den nederste halvcirkel er himlens ækvator. Cirklen, der rører gradskalaen foroven, er krebsens vendekreds. Den ligger lodret over de nordligste punkter på Jorden, som Solen kommer lodret over. Den mindre cirkel ligger lodret over den nordlige polarkreds, som er grænsen for midnatssol. Polarstjernen, som ikke er markeret, ligger i centrum af den cirkel. Gradstregerne på den vandrette linje til højre er skrå. De peger op mod det øverste punkt på krebsens vendekreds. Motiverne for det, der står i dette afsnit, er uklare for os forfattere.

Der er en masse figurer, der markerer stjernebilleder. Mange af disse figurer kendes ikke i dag. Nogen kendes:
-Skytten med bue og pil for oven i midten,
-den 10-benede Krebsen 30° til venstre for Skytten,
-det pompøse Bægeret, Crater, ude til venstre for midten,
-Ravnen, Corvus, lige oven over Bægeret,
-Orion med kølle, for neden og på hovedet, med de tre velkendte stjerner i bæltet,
-Cetus, Hvalen, med halen ude til højre
-og sikkert flere endnu.

Hevelius fandt på mange stjernebilleder og deres navne, nogen bruges stadigvæk, mest af astrologer. 60° til venstre for Orion har Hevelius indsat en af sine egne sekstanter. Det må opfattes som en slags personlig underskrift!

Her står Hevelius og observerer med en af sine kikkerter

På billedet ovenfor får man et godt indtryk af den høje kvalitet af en af Hevelius´ kikkerter:

  1. Kikkertrørets stabilitet er sikret ved at det hele vejen er understøttet af en solid bjælke
  2. De to tunge kugler kan ophænges på forskellige steder af stativet, så de danner ligevægt med kikkertens vægt
  3. Kikkertens brændvidde på ca 2 meter forbedrer billedkvaliteten i forhold til kortere kikkerter
  4. Kikkertens hældning kan aflæses ved hjælp af den lodsnor der er ophængt tæt ved observatoren
  5. Den lodrette aksel, der bærer kikkerten, kan varieres i længden. Der ligger et forlængerled på gulvet under kikkerten. Dette sikrer, at observator altid kan stå bekvemt i forhold til okularet. Derved forøges målenøjagtigheden

Hevelius observerer med en kvadrant, 1673

På væggen hænger to pendulure, og i vindueskarmen står et gammeldags ur med vandret svingene balancestang. Hevelius brugte pendulure fra 1652, det er to år før den berømte hollandske fysiker Christiaan Huygens (1629 - 1695). Jeg gætter på, at kvadranten har kunnet dreje sig i meridianens plan. Den observerede højde kunne aflæses, der hvor lodsnoren passerer gradskalaen.

På Hevelius´ tid var man klar over, at der findes stjerner med variabel lysstyrke. Hevelius lavede i 1662 en omfattende beskrivelse af en variabel stjerne i stjernebilledet Cetus (hvalen), der kaldtes "mira Ceti", "den forunderlige i Hvalen". Den var tidligere fundet to gange, i 1596 og 1638, og det blev først senere, bl.a. af Hevelius, erkendt, at det var samme stjerne.

I 1668 udgav Hevelius værket "Cometographia", som er en beskrivelse af mange kometer, heraf 9, som Hevelius selv havde opdaget.





Hvis du støder på et ord,
hvis betydning du ikke kender,
så søg på ordet.