Forside Søgning Liste

Allerførst skal vi lige gøre opmærksom på, at det for forståelsen er nødvendigt at vide noget om linser. (Se 1621 linser.) Snell. - Den hollandske kikkert kaldes også teaterkikkerten.

Den første kikkert så dagens lys i Holland omkring 1608. Den hollandske kikkert har to linser, okularet nærmest øjet er en spredelinse ,og objektivet, der er nærmest ved den genstand, man betragter, er en samlelinse. Princippet i den hollandske kikkert er vist på figuren nedenfor.

	Vi tænkes os, at vi kigger på en lodret stang, der er rød foroven og blå forneden. Den er vist til venstre på figuren. Længere til højre har vi objektivet, en samlelinse med brændvidden f 1 og brændpunkt F. Stangen er ikke tegnet i korrekt position og størrelse. Den skal flyttes så meget længere til venstre, at man kan regne med, at strålerne fra et bestemt punkt af stangen er parallelle, når de rammer objektivet. Den grønne vinkel er den vinkel, som man ser stangen under. De røde og de blå stråler samles så i hver sit punkt af brændplanen, og her dannes der det omvendte billede af stangen, som er vist på figuren.
	Så langt får strålerne nu ikke lov til at gå. Nu kommer vi nemlig med en spredelinse, og den anbringer vi, så dens højre brændpunkt falder i F. De to linser har altså et fælles brændpunkt. Så spredes strålerne, og vi har nu konstrueret den hollandske kikkert.
	Da de røde stråler har retning mod et punkt i spredelinsens brændplan, bliver de til et parallelbundt efter passagen gennem spredelinsen. Dette parallelbundts retning er bestemt af den tænkte punkterede røde stråle, der går ubrudt igennem, da den går igennem det optiske midtpunkt. På tilsvarende måde går det med de blå stråler. De to parallelbundter af lys samles i iagttagerens øje i to punkter, hvis vinkelafstand er den brune vinkel. Man ser derfor et billede af stangen.

Læg mærke til, at de røde stråler går skråt nedad, og de blå stråler går skråt opad både før og efter passagen af kikkerten. Man ser derfor et retvendt billede gennem kikkerten.

Nu vil vi finde ud af, hvor meget kikkerten forstørrer, dvs. hvor mange gange den brune vinkel v er større end den grønne vinkel u. Forstørrelsen S er altså bestemt ved, at S = v/u. Nu antager vi, at vinklerne er små, og så bruger vi, hvad vi har lært om radianer: Så kan afstanden mellem det røde og det blå billedpunkt på den midterste figur både udtrykkes som u·f₁ og som v·f₂. Derfor er S = v/u = f₁/f₂. Forstørrelsen er altså forholdet mellem objektivets og okularets brændvidder.

Navnene objektiv og okular blev foreslået omkring 1645 af en dygtig tysk kapucinermunk.

Hvis du støder på et ord, hvis betydning du ikke kender, så søg på ordet.