Jeg vil nu fremsætte et verdenssystem, som i mange enkeltheder afviger fra ethvert hidtil kendt system, men som i alle henseender
svarer til de sædvanlige mekaniske love. Dette beror på 3 antagelser:
For det første, at alle himmellegemer udøver en tiltrækning
mod deres midtpunkter, så at tiltrækningen ikke alene hindrer deres egne dele, og det, som findes på overfladen, fra at flyve bort,
men at den også tiltrækker alle andre himmellegemer, som befinder sig inden for dens virkningsområde. Og således udøver ikke alene
Solen og Månen en indflydelsen på Jordkloden og dens bevægelse, og denne igen på hine, men lige så udøver Merkur, Venus, Mars,
Jupiter og Saturn ved deres tiltrækning en betydelig indflydelse på Jordens bevægelse på samme måde, som en tilsvarende tiltrækning
af Jorden har en betydelig indflydelse på hines bevægelser.
- Den anden antagelse er, at alle mulige legemer, som engang har fået
en enkelt retlinet bevægelse, fortsætter denne efter en ret linie så længe, til den afbøjet af den virkende kraft bliver tvungen til
at beskrive en cirkel, en ellipse eller en anden sammensat linie.
- Den tredie antagelse er den, at den tiltrækkende kraft bliver
des større i virkning, jo næmere det legeme, hvorpå den virker, er ved tiltrækningens midtpunkt. Hvad loven for denne tilvækst angår,
har jeg dog ikke fundet den ved forsøg; men det er sikkert en sag, som, når den var så kendt, som den burde, ville hjælpe astronomerne
mægtig til at henføre alle himmelske bevægelser til én lov, hvad der aldrig vil ske uden dette. Enhver, der forstår pendulets
kredsformede bevægelse, vil let sande denne grundtanke og vil vide, i hvilken retning man skal søge i naturen for at få den sande
opfattelse.
Dette har jeg for øjeblikket kun villet antyde for dem, der har evne og lejlighed til at forfølge denne undersøgelse videre, og
som ikke savner flid i retning af iagttagelse og beregning. Jeg ønsker hjertelig, at sådanne folk måtte findes, da jeg selv har
andre sager for, som jeg først må have afsluttede.
|