I vore dage siger man, at en massepartikel med masse M skaber et tyngdefelt omkring sig. I et punkt P siger man, at feltet har en feltstyrke. Feltstyrken i P defineres som den kraft K, hvormed tiltrækningen fra M påvirker en partikel med masse 1 anbragt i P. Hvilken masseenhed man bruger er man først nødt til at præcisere, når man begynder at indføre talværdier. Feltstyrken er en vektor, der begynder i P og peger mod M og dens størrelse K er ifølge tyngdeloven

Her betyder k Newtons konstant og a betyder afstanden mellem M og P.

På siden om tidevand får vi brug for at vide, hvor mange gange Solens tyngdefelt her på Jorden er stærkere end Månen. Vi indfører følgende betegnelser:

S og M betegner henholdsvis Solens og Månens masse,
a_S og a_M betegner henholdsvis Solens og Månens afstand fra Jorden,
K_S og K_M betegner feltstyrken på Jorden af henholdsvis Solens og Månens tyngdefelt og
k betegner Newtons konstant, som optræder i tyngdeloven. Så vil

Indsættes heri talværdierne S = 2·10³⁰ kg, M = 7,3·10²² kg, a_S = 149.600.000 km og a_M = 384000 km fås, at

Tyngdekraften fra Solen på en partikel her på Jorden er altså 178 gange så stor som Månens tyngdekraft på partiklen. De to kræfter kan ikke umiddelbart mærkes, det er Jordens tyngdekraft, der er dominerende.