Forside Søgning Liste

1. Stjernernes egenbevægelser

Oldtidens forestillinger om stjernerne som fastgjort på en stor krystalkugle var opgivet længe før Tobias Mayers tid. Men man havde stadig ingen som helst forestillinger om stjernernes fysiske forhold. De første observationer, der viser at stjernerne bevæger sig i forhold til hinanden, blev gjort af Halley i 1718. Halley benyttede sammenligning med Hipparchos observationer. Men den første store gruppe af præcise målinger af egenbevægelser skyldes Tobias Mayer. Han fremlagde i 1760 i Göttingen en sammenligning af egne observationer med observationer fra Rømers manuskript Triduum fra 1706, og han kunne påvise positionsændringer i de forløbne ca 50 år for 80 af de stjerner, hvis positioner fandtes i Triduum. Der er her tale om flytninger på himmelkuglen. Stjernernes bevægelse i retning hen mod os eller væk fra os blev først målt i det 20. århundrede.

2. Forudberegning af Månens bevægelse

Månens bevægelse er overordentlig kompliceret, og forudberegningerne af dens position var endnu i 1600-tallet ikke særlig nøjagtige. Det lykkedes for Tobias Mayer at forbedre nøjagtigheden betydeligt, og han kunne i 1755 offentliggøre tabeller over Månens fremtidige positioner med en nøjagtighed på ca 5 buesekunder. Denne nøjagtighed betød, at man ved hjælp af tabellerne kunne foretage længdebestemmelse med ca. ½ grads nøjagtighed. På vores breddegrad svarer en længdegrad til ca. 60 km. På den baggrund fik Mayers enke udbetalt en præmie på £3000 , som var udlovet af den engelske regering.

3. Mayers kort over Månens overflade

Mayer udarbejdede det hidtil bedste kort over Månes overflade med bjergkæder, udslukte vulkaner og "have". "Have" kaldte man dengang de mørke flader på Månen, som man i dag ved er sletter. Mayers kort blev regnet for det bedste i de følgende 50 år.

     Hevelius månekort                        Mayers månekort

Jeg har ikke kunnet finde en version af Mayers kort med god opløsning, så det kan være svært at se, at Mayers kort er det bedste. Der er ca. 100 år mellem kortene.

4. Månens libration

Mayer opdagede også Månens libration. Librationen er nogle små drejninger af Månen, som gør at det ikke hele tiden er præcis den samme halvdel af Månens overflade, som man kan se fra Jorden. Faktisk kan man alt i alt se 59% af Månens overflade fra Jorden. Animationen nedenfor, som vi har taget fra Wikipedia, viser librationen. Kortene ovenfor tyder på, at Hevelius kendte Månens libration.

Hvis du støder på et ord, hvis betydning du ikke kender, så søg på ordet.