Ørsteds originale artikelDen 21. juli 1820 udsendte Ørsted en latinsk artikel, hvor han udførligt beskriver sin opdagelse af, at der er et magnetisk felt omkring en ledning, som der går en strøm i. Først i 1897 oversatte Professor K.Prytz artiklen. I det følgende bringer vi oversættelsen. Den afbrudt af nogle figurer og tekster, som er mine.
På billedet ovenfor har jeg vist Ørsteds forsøgsopstilling. Den er inspireret af Voltas arbejder. Opstillingen består af 20 kar af kobber. De er 30 cm høje og lige så dybe men kun 6 cm brede. I hvert kar, på nær det længst til venstre, hænger der en kvadratisk plade af zink. Zinkpladen i et kar hænger i en bøjet forlængelse af højre side af karret til venstre. Karrene er næsten fyldt med vand tilsat lidt syre. Der er en lang isoleret let bøjelig ledning, som jeg har tegnet grøn. Den forbinder karret længst til venstre med zinkpladen længst til højre. Der må være en afbryder på ledningen. Jeg gætter på, at når ledningen er afbrudt er der en spændingsforskel mellem karret længst til venstre og zinkpladen længst til højre på noget i retning af 10 volt, men sådan et tal havde Ørsted ikke adgang til. Jeg har tegnet en pil på ledningen. Den angiver retningen af strømmen. Ifølge Volta går strømmen fra det metal, der har størst spændingstal til det, der har mindst spændingstal. Ørsted kalder det retningen af den elektriske konflikt.
På billedet oven for viser jeg til venstre en kompasnål. Den peger mod nord, hvis den ikke forstyrres af noget. Hvis man holder en grøn ledning med strøm i nærheden af kompasnålen påvirker det kompasnålens stilling. På figur to fra venstre viser vi det Ørsted opdagede. Vi holder ledningen i retning syd-nord så strømmen går mod nord, og vi holder ledningen vandret måske 5 cm over kompasnålen. Så drejer nordenden af kompasnålen sig mod vest. Det var chokerende: Indtil nu havde det altid været sådan, at når man påvirkede noget, så flyttede det sig i påvirkningens retning. Tænk for eksempel på en magnet, der tiltrækker et stykke jern. Eller en fodbold, man sparker til. Og til nød to magnetiske nordpoler, der frastøder hinanden.Nålen følger den berømte højrehåndsregel: Hold højre hånd med håndfladen mod magnetnålens nordpol og fingerspidserne i strømmens retning, således at ledningen er mellem håndfladen og nordpolen. Så flytter nålens nordpol sig til tommelfingersiden! Højrehåndsreglen blev ført erkendt af professor C.Holten. Han var Ørsteds efterfølger som professor i fysik ved Købemhavns Universitet. Den næste figur viser, hvad der sker, når man holder ledningen ca 5 cm under nålen, igen med strømmen gående mod nord. Så drejer nålens nordpol sig mod øst. Læg mærke til, at højrehåndsreglen stadig gælder. Så går vi hen til billederne til højre for den den lodrette linje. Nu er nord mod højre, og vi tænker os , at skærmbilledet er lodret, så vi kan se den pind, der bærer nålen. Nålen ses lige fra siden. Endvidere forudsætter vi, at nålen ikke kun kan dreje i den vandrette plan, men at den også kan vippe i skærmens plan. Øverst er der ingen ledning, så nålen peger mod nord. På det næste billede holder Ørsted den grønne ledning op som vist. Den skal være nogle få cm foran skærmen. Så vil nålen vippe sådan at nordenden bevæger sig opad og sydenden nedad. Igen gælder højrehåndsreglen. Og endelig til sidst er ledningen placeret nogle cm bag ved skærmen. Så viste det sig, at nålens nordende går nedad. Igen stemmer det med højrehåndsreglen. 5-6 linjer herunder står følgende sætning:"den Del af Forbindelsestråden, som modtager Elektriciteten nærmest fra det galvaniske Apparats". Ordet "nærmest" skaber en smule uklarhed i sætningen.
|