Forside Søgning Liste

Giovanni Domenico Cassini var en italiensk astronom, som startede med at arbejde ved Panzano Observatorium, og som var professor ved Bologna Universitet. Han interesserede sig for tabellægning af planeten Jupiters bane og senere også af Jupiters måners baner, især den inderste, Io. Han var også ingeniør og astrolog, mens han var i Italien, og paven blev så glad for ham, at han forsøgte at få ham til at tage imod en kirkelig ansættelse. Det ville Cassini imidlertid ikke, han ville hellere vie sit liv til astronomien.

I 1669 kom den dynamiske, franske minister, Colbert, med et tilbud, som Cassini ikke kunne sige nej til: Cassini skulle være den første direktør ved det nye Paris Observatorium (grundlagt i 1667). Cassini startede i 1671. Colbert havde først skabt Académie Royale des Sciences i 1666, og observatoriet var derefter skabt af dette videnskabsakademi. Der var enevælde i Frankrig (og i Danmark) på dette tidspunkt. Colbert formåede at sætte gang i mange nye ting, og hans ide med akademiet og observatoriet var dels, at forskerne ved deres frie forskning skulle kaste glans over kongen og staten, dels at de skulle være tekniske rådgivere, fx ved springvandene i Versailles. Cassinis arbejde med at studere Jupiter og dens måner, især Io, var ikke blot et teoretisk projekt, det kunne også bidrage til, at man kunne bruge Io til at bestemme længdegraden til søs. Se 1676 Ole Rømer Mere. Ideen var først fremsat af Galilei. Staterne, herunder Frankrig, var også interesserede i opmåling af deres lande og afstandene til kolonierne. Hvordan Cassini og hans medarbejdere, herunder danskeren Ole Rømer, arbejdede med dette projekt er beskrevet nærmere i Mere til Cassini og Rømer.

I 1673 blev Cassini fransk statsborger og skiftede navn til Jean-Dominique Cassini. Han blev stamfader til en lang række betydelige astronomer og geodæter (som beskæftiger sig med opmåling af Jordens overflade og med navigation), og de efterfulgte hinanden som professorer i astronomi og direktører for observatoriet. Men de var alle fagligt konservative.

På grund af uregelmæsigheder i Ios bane, som gentog sig med et års mellemrum, fik Cassini og Ole Rømer den idé, at det skyldes, at lyset har en endelig hastighed. I 1675 skrev Cassini bl.a. følgende: "Denne uregelmæssighed synes at skyldes, at det tager lyset nogen tid at nå os fra Io; lyset synes at tage omkring 10-11 minutter om at tilbagelægge en jordbaneradius." Men Cassini opgav tanken igen, hvorimod Rømer fastholdt den, og idag står Rømer som opdageren af lysets hastighed (1676). Cassini og hans søn samt andre franske astronomer troede i starten ikke på Rømers teori, hvorimod hollænderen Christiaan Huygens og englænderen Newton troede på teorien og benyttede den til at beregne konkrete tal for lysets hastighed. Cassini fortsatte dog med at respektere Rømer.

Cassini og en anden fransk astronom, Jean Picard (1620-1682) (som regnes for den moderne geodæsis grundlægger), havde i 1671 fået den ide, at bestemme længdegraden for Tycho Brahes Uranienborg på Hven, eller rettere længdegradsforskellen mellem Uranienborg og Paris Observatoriet. Det manglede man for at kunne få det fulde udbytte af Tycho Brahes meget præcise observationsmateriale. Det var herved, franskmændene fik kontakt med Ole Rømer, som arbejde i Frankrig fra 1672 til 1681.

Cassini og hans medarbejderes arbejde med Jupiter og Io førte også noget andet med sig, som blev til Cassinis eget vigtigste bidrag til astronomien: Bestemmelsen af afstandene i solsystemet. (Se 1545 Solsystemet). Hvis man blot kan bestemme én afstand mellem Solen og en planet (eller forskellen mellem to planetbaneradier), så kan man bagefter beregne afstanden mellem Solen og planeterne ved hjælp af Keplers tredie lov! Den afstand, man var mest interesseret i at bestemme, var afstanden mellem Solen og Jorden, også kaldet 1 AE (astronomisk enhed) eller 1 AU (Astronomical Unit).

Den mest praktiske planet at starte med var Mars, der kommer tæt på Jorden. Venus kunne også være god, da Venus kommer nærmere til Jorden end Mars, når de to planeter er nærmest ved hinanden. Men når Venus er nærmest Jorden, står den på himmelen så nær ved Solen, at den kun kan ses ved venuspassager, dvs hvor Venus ses som en lille sort plet foran Solen. Det sker kun med skiftevis 8 og ca. 100 års mellemrum! (Se 1609 Kepler og 1682 Halley).

Cassini valgte at benytte Mars. I 1672 sendte han sin kollega Jean Richer (1630-1696) til Cayenne i Fransk Guyana, nord for Brasilien. Det er et øde og ubehageligt sted at være (med Djævleøen); men det har fået fornyet aktualitet, efter at Det Europæiske Rumagentur har lavet et rumcenter i Kourou nærved. Cassini og Richer valgte en periode, hvor Jorden og Mars var tættest på hinanden, og de aftalte, at de på bestemte tidspunkter (formørkelser af Io, som ses samtidigt over hele Jorden) begge skulle måle retningen af sigtelinien til Mars. Hvordan de videre bar sig ad, kan man læse om i Mere.

Hvis du støder på et ord, hvis betydning du ikke kender, så søg på ordet.