Forside Søgning Liste

Christoph Scheiner

Ca. 1573 - 1650



Christoph Scheiner var en tysk jesuit og matematiker, fysiker og astronom. Han studerede og arbejdede i bl.a. Tyskland, Østrig og Rom. Han arbejdede med øjets fysiologi og de nye kikkerter, og han opdagede uafhængigt af Galilei solpletter på Solen.

Scheiner røg ud i en heftig prioritetsstrid med Galilei om, hvem der først havde opdaget solpletterne. Der var også andre deltagere i denne prioritetsstrid. Scheiner mødte også modstand blandt Kirkens mænd, og derfor turde han ikke offentligt tage stilling i diskussionerne om det astronomiske verdensbillede. I modsætning til Galilei, som var en stor fortaler for det kopenikanske verdensbillede. I 1632 udkom Galileis Dialog om de To Store Verdenssystemer, og i 1633 startede den romerske inkvisitions proces mod Galilei for kætteri p.gr.af hans støtte til Kopernikus. Galilei blev dømt skyldig ved denne proces, og man kan spekulere på, om Scheiner, der befandt sig i Rom på dette tidspunkt, var meddelagtig i dette resultat. At de begge to var op mod stærke kræfter, kan man fx se ved, at Giordano Bruno i 1600 var blevet henrettet på bålet for at støtte det kopernikanske verdensbillede.

Allerede kineserne iagttog solpletter på Solen (endda med det blotte øje); men det var først med kikkertens opfindelse i starten af 1600-tallet, at man begyndte at kunne observere solpletterne mere systematisk. Scheiners opfindelse af en skærm foran kikkerten til at opfange solbilledet var et stort fremskridt, så astronomerne ikke behøvede at ødelægge deres øjne. Hverken Scheiner eller Galilei fandt dog den rigtige forklaring på solpletterne. En af Scheiners hypoteser om solpletterne var, at de var skygger fra Solens satellitter. I dag ved vi, at solpletterne skyldes meget kraftige magnetfelter.

I 1603 opfandt Scheiner desuden pantografen. Det er et tegneapparat til formindskelse eller forstørrelse af tegninger. I dag bruger man computer aided design (CAD).








Hvis du støder på et ord,
hvis betydning du ikke kender,
så søg på ordet.