Forside Søgning Liste

Aristoteles


Aristoteles slog fast, at al erkendelse måtte bygge på erfaring. Han tog dermed afstand fra tidligere - og senere - tiders mytisk-religiøse tilgang til erkendelse om verden. Principielt var synspunktet konstruktivt, men Aristoteles havde selv svært ved at leve op til det. Han var i højere grad ideolog end praktiker.

Som nævnt er næsten alle Aristoteles udsagn om konkrete forhold i fysik enten forkerte, eller de har måttet revideres. Nedenfor følger en liste, der indeholder nogle af disse fejltagelser.

  • Aristoteles mente, at den fysiske verden består af de fire elementer: Ild, vand, jord og luft, hvor elementerne jord og vand har egenskaben "tyngde", mens elementerne ild og luft har den modsatte egenskab "lethed". PP, p.122-129.
  • Dominerer ildelementet, søger legemet under den naturlige bevægelse lodret opad mod de lette legemers naturlige sted, der er månesfærens inderside. Dominerer jordelementet, vil legemet i følge sin natur bevæge sig retlinet nedad mod verdenscentret, hvor det har sit naturlige sted. På denne måde forklares elementverdenens opdeling i fire "sublunariske sfærer" mellem verdenscentret og månesfæren. PP, p.128.
  • Aristoteles afviste muligheden af det tomme rum - vakuum. PP, p.131
  • Det varede længe, inden mennesker kunne beskrive lysets natur og øjets funktion korrekt. De store filosoffer, Platon og Aristoteles, havde hver deres fejlagtige forestillinger. Aristoteles mente f.eks., at lyset bevæger sig med uendelig hastighed. Han mente også, at det er nødvendigt med et gennemsigtigt medium, som lyset kan bevæge sig i. PP, p.110-111
  • Aristoteles hævder, at kometerne er atmosfæriske uddunstninger. Dette blev modbevist af Tycho Brahe. HF vol. 1, p. 83
  • Tycho Brahe modbeviste også, at planeterne sidder på hårde, uigennemtrængelige kugleskaller, sådan som Aristoteles hævdede. Encl.
  • Endelig fandt Tycho Brahe også ud af, at der sker forandringer på fixstjernehimlen, i modstrid med Aristoteles. Encl.
  • Aristoteles forklarede himmellegemernes evige rotation v.hj.af en rationel (intelligent) sjæl, der findes i sfærerne. Aristoteles opfattede altså himmellegemerne som en slags levende væsener. Disse forestillinger har Aristoteles imidlertid overtaget fra langt ældre spekulationer. PP, p.106
  • Aristoteles siger, at når to ulige tunge legemer af samme størrelse og form falder i samme medie, da vil det tungeste falde hurtigst. Det er forkert. F.eks. vil en massiv jernkugle og en jernkugle af samme størrelse med et hul i midten falde lige hurtigt. PP, p.108
  • Aristoteles fandt ikke de rigtige sammenhænge mellem kraft, hastighed og acceleration. Han påstod fejlagtigt, at kraften er proportional med hastigheden (jfr Newtons 2. lov). PP, p.107.
  • Aristoteles mente, at fysiske målinger var underlødige, fordi de aldrig kunne blive nøjagtige. Synspunktet er i overensstemmelse med den ide, at filosofferne skulle beskæftige sig med den ideale verden, hvor alting kunne beskrives med matematisk nøjagtighed.
  • Aristoteles antager, at luften af sig selv bevarer den impuls, som den modtager, når et projektil er sendt af sted, og at luften derfor kan virke som drivende kraft under projektilets bevægelse. Dugas.
  • Aristoteles skriver, at dybe toner forplanter sig langsommere end høje. De går faktisk lige hurtigt. LaCour, vol 1, p.467.
  • Aristoteles ide om gravitationen fremgår af følgende citat:"Eftersom universets centrum og Jordens centrum falder sammen, må man spørge sig selv, hvilket af disse to centre det er, tunge legemer drages imod. Drages de mod dette punkt, fordi det er Jordens centrum, eller fordi det er universets centrum? Det må være universets centrum de drages imod. Som følge heraf drages tunge legemer mod Jordens centrum, men kun fordi det tilfældigvis også er universets centrum."

Som et eksempel på Aristoteles, ikke erfaringsbaserede, tilgang til fysikkens verden kan nævnes hans analyse af årsagsbegrebet: Aristoteles skelnede (PP, p.40) mellem fire typer af årsager:

  1. Den materiale årsag. Det er det stof, hvoraf fænomenet består.
  2. Den formale årsag. Det er den form, som stoffet forenes med, så den bliver til et selvstændig eksisterende substans.
  3. Den effektive årsag. Det er de kræfter, der bevirker foreningen af stof og form.
  4. Den finale årsag. Den hensigt, der virkeliggøres.

Som et eksempel på den skadelige virkning af denne opdeling kan nævnes, at da Galilei i sin kikkert så de 4 jupitermåner, fik han at vide, at han tog fejl: Ifølge Aristoteles kunne de jo ikke have en hensigt, da man ikke kunne se dem. Både Aristoteles årsagsopdeling og den senere brug af dem var destruktive for fysikkens udvikling.

Som et eksempel på, at Aristoteles også havde korrekte iagttagelser og slutninger af dem, kan vi nævne, at han beskrev en iattagelse, hvor Månen bevægede sig ind foran Mars. Deraf sluttede han korrekt, at Mars var længere væk fra Jorden end Månen, i hvert fald på observationstidspunktet. På Aristoteles tid var man også klar over, at Månens faser skyldes, at den får sit lys fra Solen. Man vidste også, at når Månen gik ind foran Solen, så blev der solformørkelse, og at en måneformørkelse skyldtes, at Månen befandt sig i Jordens skygge.

Aristoteles skrev også om zoologi; her var hans arbejde værdifuldt.


Referencer

PP: Olaf Pedersen og Mogens Pihl: Historisk Indledning til den Klassiske Fysik, 1963

HF: Poul La Cour og Jacob Appel: Historisk Fysik, vol.1, 3. udg, 1966

Encl: Den Store Danske Encyklopædi, 1994 - 2001

Dugas: A History of Mechanics,1955



Hvis du støder på et ord,
hvis betydning du ikke kender,
så søg på ordet.