Forside Søgning Liste

De forsøg der før middelalderen blev gjort på at fremstille ure var ikke vellykkede. F. eks. var Ktesibios vandur ikke uden gode ideer, men den mindste smule skidt og møg, der hvor dråberne løber ud, vil bevirke en kraftig ændring af urets gang. Der er lidt usikkerhed om hvem der tog de afgørende skridt frem mod et velfungerende ur. Ifølge nogle kilder var det Richard af Wallingford, men de bedste kilder siger, at det var Giovanni da Dondi fra Italien.

Det afgørende problem var at finde et stykke mekanik, der udfører gentagne svingninger, og hvor hver svingning tager en bestemt tid uafhængigt af, om der er lidt mere eller lidt mindre gnidningsmodstand i systemet. Dette problem blev først løst af Galilei og Huygens med opfindelsen af pendulet, men Dondis brug af en spindel var et fornuftigt skridt på vejen. Her kommer en figur, der viser det princip, som Dondi benyttede sig af:

Til højre på billedet er der en drejelig lodret aksel. For oven sidder der en tværstang fast på akslen. Den kaldes en spindel. Den bærer to forskydelige lodder. Nogle stopklodser, som ikke er vist på figuren, sørger for, at aksen kan kun dreje sig 90° frem og tilbage, sådan som de grønne pile viser. På akslen er der fastgjort to røde plader. De er 90° forskudt i forhold til hinanden. På figuren er spindelen vist i en yderstilling. I den stilling er den øverste røde plade parallel med tandhjulet, sådan at en tand kan dreje forbi. Den nederste røde plade vender ind mellem tandhjulets tænder, så de ikke kan komme forbi. I den anden yderstilling er det omvendt.

Til venstre på figuren er der en vægt, der prøver at dreje tandhjulet som den blå pil viser. Lige i den situation, som figuren viser, går det fint. Men et øjeblik senere støder tanden ved den blå pil mod den nederste røde plade. Så stoppes tandhjulet, men trykket på pladen sætter spindelen i gang mod den anden yderstilling. Når stangen er nået derhen, kan tanden smutte forbi den nederste røde plade, men nu er den øverste plade parat til at stoppe den næste tand. Derefter gentages processen med omvendte roller for de røde plader. Resultatet er, at stangen svinger frem og tilbage mellem yderstillingerne, og for hver halv svingning tillades passage af én tand på tandhjulet. Gangen af et ur styret af denne mekanisme er naturligvis bestemt af, om spindelens svingninger er ligetidige. Det er de ikke nær ved at være i dette tilfælde; men Dondis mekanisme muliggjorde fremstilling af ure, der var langt nøjagtigere, end dem, man tidligere havde haft. Selve styringsmekanismen kaldes en spindelgang. Nedenfor viser vi et billede af et ur i Salisbury Cathedral. Uret fungerer endnu; det stammer fra Dondis tid. De to røde pile peger på spindelens lodder, den blå pil peger på den lodrette aksel. Den findes lige bagved tandhjulet med de specialformede tænder. Der er to store lyse vægte i baggrunden. Den forreste trækker urværket, og jeg gætter på at den bagerste vægt trækker et tilknyttet klokkeværk.

Dondi lavede et vidunderligt astronomisk ur, der på en lang række skiver viser Månens og planeternes positioner. Nedenfor viser vi billeder af uret og af de enkelte skiver. Man får et stærkt indtryk af den høje kvalitet, som Dondi arbejdede med:

MÅNEN	MERKUR	VENUS
MARS	JUPITER	SATURN

Hvis du støder på et ord, hvis betydning du ikke kender, så søg på ordet.