Forside Søgning Liste

Når man sætter en snurretop godt i gang, drejer den sig til at begynde med hurtigt omkring sin lodrette akse. Men lidt efter, især lige før snurretoppen vælter, begynder aksen at udføre en langsommere bevægelse på en kegle. Jorden kan opfattes som en stor snurretop, der hele tiden udfører sådan en "vralten". Denne bevægelse kaldes præcessionen. Fænomenet plev opdaget af Hipparchos ca 150 år f.Kr.

På figuren tænker vi os, at Ekliptikas plan er vandret, og det er Jordens ækvator, der er tegnet ind på figurerne. I dag peger Jordens akse mod Polarstjernen, men på grund af præcessionen kommer aksen i tidens løb til at pege mod forskellige stjerner, før den igen om 26000 år kommer til at pege mod Polarstjernen. Mens stjernebillederne jo er uforandrede igennem årtusinder, flytter himlens nordpol sig altså rundt på en lille cirkel på himlen i løbet af 26000 år.

I øjeblikket peger Jordens rotationsakse på Polarstjernen, det kan man se på billedet ovenfor, når man vælger år 2000. På billedet ovenfor viser vi, hvordan det punkt på den nordlige stjernehimmel, som rotationsaksen peger på, flytter sig i årtusindernes løb. I løbet af 26000 år flytter punktet sig en gang rundt på den cirkel, der er vist. Hvis man vælger et tidspunkt 3000 år før Kr., peger aksen på stjernen α i stjernebilledet Dragen. Det er et pudsigt tilfælde, at man i disse to tilfælde kan bruge de viste sigtelinjer gennem to stjerner i Store Bjørn, til at bestemme punktet, som aksen peger på.

Hvis du støder på et ord, hvis betydning du ikke kender, så søg på ordet.