Ordet elektricitet er afledt af "elektron", det græske ord for rav. Årsagen er naturligvis, at der kan dannes statisk elektrcitet når man gnider et stykke rav med en tør blød klud. Så det fænomen har man kendt siden oldtiden. "Statisk elektricitet" kalder man det fordi der ikke går nogen strøm. På det persiske sprog farsi betyder det gamle ord for rav "strårøver", så også i Persien (Iran) har man vidst, at når man gned på rav, så kunne det tiltrække et tørt strå.

Aristoteles nævner ravs elektriske egenskab, men han gør ikke andet ud af det. Op gennem middelalderen foregik der ingen studier af gnidningselektricitet. Den første, der foretog indgående studier af gnidningselektricitet, var William Gilbert (1544-1603). I år 1600 udkom Gilberts bog "De Magnete". Den handler mest om magnetisme, men den fortæller også en del om gnidningselektricitet. I modsætning til andre samtidige skelnede Gilbert klart mellem elektricitet og magnetisme. Han nævner f.eks. at den elektriske kraft fremkaldes ved gnidning, mens magnetismen er konstant tilstede i magneten. Han skriver også, at et elektrisk legeme tiltrækker så godt som alting, mens en magnet kun tiltrækker jern.

Gilberts bog er fremragende, man kan kalde den starten på Den Videnskabelige Revolution. Men alligevel er den viden om elektricitet, som Gilbert fremlagde, såre beskeden. Det er et tankevækkende faktum, at til trods for talrige forsøg med statisk elektricitet skulle der gå 200 år efter Gilberts bog, før man erkendte, at der er noget, der hedder elektrisk strøm.

Hvis du støder på et ord, hvis betydning du ikke kender, så søg på ordet.