Forside Søgning Liste

Isaac Newton var en genial engelsk matematiker, fysiker og astronom, som blandt andet formulerede love om tyngdekraften og legemers bevægelse. Han udformede matematiske beskrivelser af de love, som styrer himmellegemers bevægelser, det vil sige Månens bevægelse om Jorden og planeternes bevægelse om Solen.

De færreste ved, at et alvorligt psykisk sammenbrud påvirkede den engelske fysiker Isaac Newtons liv og arbejde markant.

Man taler ofte om, at kunstnere kan have et vanskeligt sind. Tænk blot på van Gogh, Edvard Munch, P.S. Krøyer eller Strindberg. Det har i mange år været diskuteret, om der er en sammenhæng mellem kunstnernes kreativitet og deres sårbarhed. Forskere bliver sjældent betragtet på samme måde, specielt ikke inden for de hårde naturvidenskaber, fysik, matematik mv. Få mennesker er klar over, at den geniale engelske fysiker og matematiker Isaac Newton (1642-1727) formodenlig oplevede en psykotisk krise i 1693.

En af historiens største fysikere

Isaac Newton er en af verdenshistoriens største fysikere og matematikere. Hans hovedværk, Principia, som handler om mekanik (Jordens og himmelens mekanik), udkom i 1687. Selvom han selv i overvejende grad var en teoretisk fysiker, der anvendte meget matematik i dette værk, har hans fysik og matematik fået stor betydning, både for vores verdensbillede og for teknologiens udvikling: Han blev den brillante slutsten på det, man i dag kalder Den Naturvidenskabelige Revolution, og hans matematik og fysik har haft afgørende betydning lige siden, f.eks. med teknologi inden for rumfart. Det er bl.a. hans fortjeneste, at vi i dag kan se satellit-tv og har GPS i bilen.

Psykisk krise

Det er almindelig kendt, at Newton havde et vanskeligt sind, selvom man i et par århundreder især i England forsøgte at udnævne ham til et fejlfrit ikon. Newton var jo trods sine exceptionelle talenter et menneske som os andre. Han hadede at blive kritiseret, især af mennesker, som han betragtede som ukyndige. I studieårene og forskningstiden ved Cambridge Universitet trak han sig fra konflikter og holdt sig så vidt muligt for sig selv. Han havde publiceret sin første artikel, som handlede om optik (lyslære), i 1672, hvor han kom med en revolutionerende teori for lys og farver. Den gav ham med det samme mange fjender, og det reagerede han på ved at have uvilje mod at publicere i mange år efter. Efter en psykisk krise i 1693 ændrede han sig og blev mere magtsyg, samtidig med at hans voldsomme kreativitet inden for matematik og fysik næsten stoppede. Dette har nok været en vigtig del af hans krise. Til gengæld fik han to administrative topposter i London. Newton fik den fulde magt som præsident i Royal Society (det engelske videnskabernes selskab) i 1703. Den magt udnyttede han i sine kampe mod de faglige fjender, f.eks. den tyske matematiker og filosof Leibniz. Både Newton, hans tilhængere og hans modstandere snød, så vandet drev fra dem, f.eks. ved at sætte nye datoer på breve, så deres opdagelser så ud, som var de gjort tidligere, end de reelt var. Men modparten havde ikke samme magt og dermed ikke samme mulighed for undertrykkelse. Det er nok ikke forkert at tro, at Newton led af forfølgelsesvanvid. Mens Newton selv blev hyldet som en af Englands 'store sønner', endte med at blive adlet og fik en fyrstes begravelse i Westminster Abbey, så døde flere af hans videnskabelige konkurrenter fattige og ensomme i England og resten af Europa. Sandsynligvis pga. forfølgelsen fra Newton.

Newtons sind

Newton havde kun få nære venner, og man kender ikke til romancer med kvinder. Han blev aldrig gift. Han havde et meget nært og følelsesfuldt venskab med en ung schweizisk matematiker, Nicolas Fatio de Duillier, og man mener, at Newtons nervesammenbrud i 1693 delvist skyldtes, at venskabet gik i stykker netop det år. Newton hadede sin mor og sin stedfar, en aldrende præst fra en nærliggende landsby. Hans biologiske far døde, før Newton blev født. I sin dagbog skrev han som 19-årig om sine synder bl.a., at han var blevet så vred på sin mor og hendes nye mand, at han havde haft fantasier om at brænde dem begge inde. Dette had kan opfattes som det første forvarsel om, at Newtons sind på nogle punkter og på nogle tidspunkter kunne være sygt. Hans paranoide opførsel over for sine fjender peger også i den retning.

Man kender til to nervesammenbrud hos Newton, Det første var i 1678, det andet - og værste - i 1693. På det tidspunkt begyndte Newton at lukke sig inde på sit værelse i Cambridge, og han skrev mærkelige breve til sine nærmeste venner. Som jeg ser det, fik Newton det, vi i dag kalder en psykose. Ikke bare i England, men også i resten af Europa, var fysikerstanden bekymret over Newtons tilstand. Udgivelsen af Principia i 1687 havde nemlig gjort Newton kendt i intellektuelle kredse i hele Europa. Heldigvis kom Newton sig nogenlunde, selvom han tabte det meste af sin kreativitet.

Kort før sin død skal Newton have sagt: "Jeg ved ikke, hvordan verden betragter mig, men i mine egne øjne har jeg ikke været andet end en legende dreng ved stranden, der glæder sig over engang imellem at finde en mere glat sten eller en smukkere skal end ellers, mens det store hav af sandhed ligger helt uopdaget foran mig". Citatet er dog nok udtryk for en slags 'omvendt pral' eller 'falsk beskedenhed', da han formodentlig har sagt det, da han var gammel og gerne ville skabe sig et 'fint' eftermæle.

Sammenhæng mellem kreativitet og et sårbart sind?

Newtons vigtigste bidrag til verdenshistorien er hans arbejde med matematik og fysik. Men det er også et interessant spørgsmål, hvor han fik sin enorme kreativitet fra? Hvad betød hans personlighed og hans sammenbrud for arbejdet med matematikken og fysikken? Og hvilken indflydelse havde han på andre mennesker? For at forstå Newton, er det ikke nok at forstå hans fysik og matematik, for han havde mange facetter, både fagligt og personligt, og han er så vigtig en figur ikke blot i fysikkens historie, men også i verdenshistorien.

Kilden til denne side er en artikel i tidsskriftet
PsykiatriInformation, 18.årg., Nr.3 (September 2011)