Forside Søgning Liste

Newtons personlighed
1642 - 1727

Portræt af Newton som 46-årig
malet af Godfrey Kneller i 1689,
2 år efter at Principia udkom

Af Else Høyrup

Indledning

Newtons personlighed var overordentlig kompleks. I hans sind stredes en helt usædvanlig faglig kreativitet med en psyke, der i perioder grænsede til det psykotiske. Tidligt i sin ungdom var Newton meget konfliktsky og ville helst holde sig for sig selv. Men da han blev ældre, blev han en slags diktator, som forfulgte andre videnskabsmænd.

1. Barndom og ungdom

Det hus, hvor Newton blev født: Woolsthorpe Manor

Isaac Newton blev født 1. juledag, 25. december 1642 efter den gamle kalender, den julianske, som stadig gjaldt i England. Det var en fødselsdag, som han senere blev stolt af. Han blev født i den lille landsby Woolsthorpe Manor i Woolsthorpe-by-Colsterworth, i grevskabet Lincolnshire i England.

Newton blev født 3 måneder efter sin fars død. Newtons far hed også Isaac Newton (1606-1642), og han havde været en forholdsvis velstående bonde. Begge Newtons forældre var analfabeter, ligesom resten af familien, med undtagelse af Newtons morbror, William Ayscough, som var præst. Det var en svær tid for Newtons mor, Hannah Ayscough (1623-1679). Hun fødte Issac for tidligt, så han var meget lille. Derfor blev han døbt med det samme, da man ikke regnede med, at han ville overleve. Men det gjorde han i høj grad - han blev 84 år gammel, en meget høj alder for den tid.

Det var ikke let for en kvinde at stå alene med et barn, så da Isaac var tre år gammel, giftede Hannah sig igen med en meget ældre præst i en nærliggende landsby. Han hed Barnabus (eller Barnabas) Smith (ca. 1582-1653). Hannah blev imidlertid nødt til at flytte uden Isaac, mens han blev hos sin mormor, Margery Ayscough i Woolsthorpe Manor.

Hannah fik to døtre og en søn med præsten, men han døde som 71-årig i 1653. Efter hans død var Hannah igen enke, men hun var blevet velhavende. Hun og de nye børn flyttede nu hjem til Woolsthorpe Manor.

Newton gik i skole i Grantham, en by i nærheden. Skolelederen, Henry Stokes, var så glad for Isaac, at han fik overtalt Hannah til at lade drengen fortsætte i skolen. Da Newton var blevet 17 år, havde Hannah ellers trukket Isaac ud af skolen, fordi hun ønskede, at han skulle bestyre gården. Men Newton fik altså lov til at fuldføre sin skolegang. Da var han 18 år.

Newtons mor blev imidlertid ved med at ønske, at Newton skulle bestyre gården i stedet for at læse videre. Her må man huske, at hele Newtons familie var analfabeter, på nær morbroderen William Ayscough, som var præst. William så, at drengen hadede at være bonde og higede efter boglig lærdom. Til sidst fik William overtalt sin søster til at lade Newton starte på Cambridge Universitet. Det var i 1661. Men Hannah var så sur, at selv om hun nu var velhavende, nægtede hun at financiere Newtons studier. For selv at kunne financiere sine studier ved universitetet, blev Newton nødt til at være "tjener" for ældre, velhavende studerende.

For en ærekær og ekstremt dygtig mand, ver det meget ærekrænkende. Men Newton overlevede det, og blev endda senere tilstrækkelig velhavende til, at han kunne låne penge ud til andre studerende - mod høje renter. Han blev altså det, der kaldes en ågerkarl.

2. Cambridge-årene og pestårene: De kreative og ensomme år

Newton arbejdede på Trinity College, Cambridge Universitet som studerende og professor i ca. 35 år, fra 1661 til 1696. Universitetet var meget dårligt i disse år, dels organisatorisk, men især mht. pensum. Der blev ikke undervist i moderne naturvidenskab og kun lidt i matematik. Man havde på universitetet ikke opdaget de nye tendenser i naturvidenskab, som senere blev kaldt den naturvidenskabelige revolution. Newton blev selv den brilliante slutsten deri. Isaac Barrow (1630-1677) var professor i matematik, og da han gik af i 1669, overtog Newton hans professorat. Grundlaget for undervisningen og forskningen var stadig Aristoteles og Bibelen. De fleste af de studerende skulle da også være præster, mens enkelte blev jurister. På universitetet var "cølibat" påkrævet, både for de studerende og lærerne. Dengang var det forbudt for kvinder at studere og arbejde på universiteterne. Hvis en lærer ville giftes, måtte han forlade universitetet. Newton selv forblev ugift hele livet.

Trinity College. Trinity betyder treenigheden, af Gud, Jesus og Helligånden. Paradoksalt nok var Newton netop i dette spørgsmål i hemmelig uenighed med den officielle kirke

Newton lod sig imidlertid ikke slå ud af det konservative universitet. Han skaffede sig selv al relevant litteratur om det nyeste nye i naturvidenskab og matematik: Kopernikus, Galilei, Kepler, Descartes og Huygens. Derudover læste Newton også de græske klassikeres matematik, især Euklid, Apollonius og Archimedes. Inden Newton begyndte sine selvstudier, havde han næsten ikke lært noget matematik, hverken "lavere" (dvs. regning) eller "højere" matematik. I starten havde han ikke respekt for matematik, først med Huygens og senere med Euklid fik han meget respekt for matematik, især geometri, og han endte selv som en af verdens største matematikere.

I store videnskabsmænds liv kan der optræde år, der var specielt frugtbare for dem fagligt. De kaldes på latin annus mirabilis i ental, anni mirabiles i flertal. (Mirabilis betyder forunderlig). For Newtons vedkommende blev det pestårene 1664-1666, hvor han det meste af tiden måtte arbejde hjemme på landet pga. pesten i Cambridge. Her fik han et mylder af kreative ideer, som skabte hele grundlaget for hans senere opdagelser i matematik, optik og mekanik. Newton sagde senere om perioden 1664-1666: "I was in the prime of my age for inventing and minded mathematics & philosophy more than at any time since." Dengang brugte man på engelsk ikke ordet "physics" ("fysik"). Man kaldte det "natural philosophy" ("naturfilosofi"). Navneforandringen kom først i 1715.

Newtons kreativitet stoppede nogle år efter 1687, udgivelsesåret for hans hovedværk om fysik og astronomi, Principia. Da hans kreativitet stoppede, var han i starten af 50'erne. Det var en væsentlig årsag til, at han forlod forskningen og flyttede til London for at blive administrator. Som vi skal se senere, var der også andre årsager.

I Cambridge-årene var Newton ekstremt tilbageholdende og sky. Han ville helst bare sidde på sit værelse og arbejde - alene eller med en værelseskammerat som assistent. Der gik mange rygter om den distræt Newton - han glemte tit både at spise, sove og få motion. Disse usunde livsvaner kom da også til at genere ham senere.

Newton havde intet personligt behov for at publicere, han blev bare bidt af det ene problem efter det andet. På en måde kan man sige, at det kun var hans eget indre, der drev ham. Det er den internalistiske måde at anskue videnskabshistorien på. Men den sovjetiske fysiker og fysikhistoriker, Boris Hessen, kom i 1931 med en interessant analyse af fysikhistorien omkring Newtons tid. Hessen påpegede, at selv om Newtons egne nye ideer mest lå i teoretisk matematik og fysik, så havde han - i hvert fald i London-årene - store interesser for videnskabernes praktiske anvendelser, og for teknologi og økonomi i almindelighed. Og i London-årene blev Newton en stor mand med meget magt, så det var ikke ligegyldigt, hvad han mente. Hessens artikel blev starten på den eksternalistiske retning inden for videnskabshistorien. Man kan altså anskue historien om Newton ud fra enten den videnskabshistoriske internalisme eller den videnskabshistoriske eksternalisme. Personligt mener jeg, at videnskaben har udviklet sig historisk ud fra begge motiver, selv om det andet synspunkt måske ikke altid har været bevidst for forskeren. Ethvert menneske, og specielt enhver forsker, lever jo ikke i et vakuum, men er delvist bestemt både af sin historie og sin samtid.

I 1672 offentliggjorde Newton sin første artikel. Den handlede om hans eksperimenter med prismer og linser, og formålet var at finde ud af lysets og farvernes natur. Den var meget revolutionerende. Samme år sendte han sit hjemmelavede spejlteleskop til Royal Society, og pga. disse epokegørende opdagelser optog Royal Society ham da som medlem i 1672. Men han røg også med det samme ind i konflikter og prioritetsstridigheder, bl.a. med Robert Hooke (1635-1703). På det tidspunkt var Newton ekstremt konfliktsky, så han fik et chok, og han prøvede derfor at trække sig helt tilbage fra offentlighed og mistede lysten til at publicere. Konflikter og prioritetsstridigheder forfulgte Newton resten af livet, og han følte nok i starten, at det var ham, der blev forfulgt. Men i London-årene (se kapitel 4) udnyttede han sine magtpositioner til selv at forfølge andre, både forskere og falskmøntnere. Han fik henrettet så mange falskmøntnere, som han kunne, og selv sine forskerkolleger forfulgte han tit ind i døden og udover den! Læs mere om det herunder og under "1694 Newtons fjender".

Nøjagtig kopi af Newtons spejlteleskop

Newtons manglende lyst til at publicere varede stort set helt frem til 1684, hvor hans ven Edmund Halley (1656-1742) fik lokket, tvunget og inspireret ham til at skrive og udgive de banebrydende tre bind Principia i 1687. Det krævede da også alle Halleys diplomatiske evner at undgå et forlis i arbejdet pga. konflikten mellem Hooke og Newton. Inden Principia var Newton ellers næsten ikke kendt, heller ikke som matematiker. Halley betalte endda selv for udgivelsen af Principia, og det skønt han ikke havde en fast vellønnet stilling som Newton.

3. Newtons sind

Newton havde et vanskeligt sind. Han var jo trods sine exceptionelle talenter et menneske, som os andre. Han hadede at blive kritiseret, især af nogen, som han betragtede som ukyndige undermålere. I Cambridge-årene trak han sig fra konflikter og holdt sig så vidt muligt for sig selv og nægtede næsten at publicere mere efter starten med optikken i 1672. Dvs. i disse år var han ekstremt konfliktsky. Selv om han hele livet hadede at blive kritiseret, blev han alligevel i London-årene (se kapitel 4) grebet af magtbegær og rethaveriskhed. Han viste sig som en benhård "kriger", som ønskede at "udrydde" sine modstandere, dels fagligt og psykisk, dels oven i købet korporligt, da han som overmøntmester ved Den Engelske Mønt nidkært forfulgte falskmøntnere og fik dem hængt.

Newton havde næsten ikke nogen nære venner, og man kender ikke nogen romancer med piger eller kvinder, bortset muligvis fra underskolen. Han blev aldrig gift, og det havde nok også været vanskeligt med et ægteskab med en sådan arbejdsnarkoman, som forsømte alt andet end arbejdet. Måske havde han homoseksuelle tilbøjeligheder, men vi ved det ikke i dag. I hvert fald havde han et meget nært og følelsesfuldt venskab med den unge schweiziske matematiker, Nicholas Fatio de Duillier (1664-1753), og man mener, at Newtons andet nervesammenbrud i 1693 delvist skyldtes, at dette venskab gik i stykker netop dette år.

Dette er det eneste billede, vi har kunnet finde af Cathrine Barton

Hans nærmeste familiemedlem og ven var imidlertid en kvinde: Catherine Barton (1679-1739). Hun var hans ene halvsøsters datter, og hun var nok den eneste i familien ud over Newton selv, der var meget intellektuelt begavet. Det kunne hun jo imidlertid ikke bruge til så meget uddannelsesmæssigt og arbejdsmæssigt, fordi det var umuligt for kvinder på den tid. Hun fik derimod indflydelse gennem Newton, som hun holdt hus for i mange af hans London-år, og da han blev gammel. Men det virkede også den anden vej rundt. Hun var nemlig ikke bare klog, hun var også en meget attraktiv kvinde, hvis højtplacerede elsker, Charles Montagu, adlet som Lord Halifax (1661-1715), var manden, der fik skaffet Newton en chefstilling i London. Først som "Warden" (møntmester) for Den Engelske Mønt i London, siden som "Master" for Mønten, dvs. overmøntmester. Lord Halifax var nemlig finansminister 1694-1699.

Lord Halifax i al sin magt og vælde

Senere blev Catherine Barton gift med Newtons højre hånd på Mønten, John Conduitt (1688-1737), som var en af Newtons største fans, og som blev hans efterfølger på Mønten. Conduitt samlede i resten af Newtons levetid og også i årene derefter på anekdoter og udsagn om og fra Newton selv, men det blev ikke til en egentlig trykt biografi. Man kan heller ikke rigtig kalde manuskriptet og noterne for en rigtig biografi, det var nærmest, hvad man kalder en hagiografi, dvs. en ukritisk helgenskildring.

Men tilbage til Newtons sind. Som barn og ung var han sur over, at hans mor giftede sig igen med Barnabas (Barnabus) Smith, en aldrende præst i en anden landsby. Hun tog som nævnt ikke Newton med, men lod ham blive tilbage hos hans mormor. Han var 3 år, da moderen flyttede. I en kodet (eller måske blot stenograferet) dagbog skrev han som 19-årig om sine synder bl.a., at han var blevet så vred på sin mor og hendes nye mand, at han havde truet med at brænde dem begge inde. (Kilde: I.B. Cohen (1970), Dictionary of Scientific Biography, Vol. 11, p.43).

Selv om moderen var analfabet, er det alligevel mærkeligt, at der så godt som ikke er overleveret nogen korrespondance mellem dem. Moderen har nok benyttet en skriver, for det virker mærkeligt, hvis de slet ikke korresponderede. Det virker især mærkeligt, når man sammenligner med, hvad Newton ellers gemte på af papirer: Op til 8 kladder til et eller andet brev i en eller anden strid, masser af udkast til faglige papirer etc. Men Newtons mor var en dygtig økonom, en egenskab, som han arvede.

B. Newtons psykiske sygdom

Hadet til moderen og stedfaderen var det første forvarsel om, at Newtons sind på nogle punkter og på nogle tidspunkter kunne være sygt. Han havde to "nervesammenbrud". Det første var i 1678, og det andet var i 1693. Det andet var det værste. På det tidspunkt begyndte Newton at lukke sig helt inde på sit værelse i Cambridge, og han begyndte at skrive mærkelige breve til sine få, nærmeste venner. I dag ville vi nok sige, at han var psykotisk, sindssyg. På det tidspunkt var han blevet verdenskendt pga. Principia fra 1687, så hele fysikerstanden i England og i de andre lande blev meget bekymrede. Især den store hollandske fysiker Christiaan Huygens (1629-1695), som hverken var ven eller fjende af Newton. De havde normalt et yderst respektfuldt forhold til hinanden. Men også Newtons senere ærkefjende, den tyske matematiker og filosof, Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716), var bekymret.

Titelbladet til første udgave af Principia

Men hvad skyldtes dette sammenbrud i 1693? Der er forskellige mulige årsager, som evt. alle kan have været til stede og måske oven i købet har samvirket:

1. Skyldtes det bruddet med hans unge yndlingsven, den schweiziske matematiker Nicholas Fatio de Duillier?
2. Skyldtes det kviksølvforgiftning pga. Newtons farlige kemiske og alkymistiske eksperimenter med især kviksølv?
3. Skyldtes det hans kroniske overanstrengelse og usunde levevis?
4. Skyldtes det faglige problemer med bl.a. de vanskelige månebevægelser?
5. Skyldtes det en frygt for at blive gammel og miste den kreative gnist?

Vi ved det ikke i dag. Men heldigvis kom Newton sig nogenlunde. Hans nyskabende kreativitet var imidlertid væk nu. Så sammenbruddet og dets konsekvenser var nok stærkt medvirkende til, at Newton netop omkring dette tidspunkt sadlede om og begyndte at kigge sig om efter et job som administrator i London (se kapitel 4).

Nedenunder følger et lille "sidespring" om den mulige sammenhæng mellem kreativitet og et sårbart sind, som måske også har gjort sig gældende hos Newton.

C. Gal eller genial - to sider af samme sag?

Her kommer der nu en form for sidespring om den mulige sammenhæng mellem kreativitet og et sårbart sind, som måske også har gjort sig gældende hos Newton. Overskriften på dette afsnit er hentet fra en artikel på nettet fra 2010. Se DR´s hjemmeside. Artiklen er skrevet af læge og journalist Britta Weyer. Den giver et resume af nogle spændende svenske forskningsresultater om vores hjerne. Når vi betragter f.eks. van Goghs, Edvard Munchs eller P.S. Krøyers malerier, eller når vi læser f.eks. Strindbergs bøger og ser hans skuespil, eller når vi hører om, at Einstein stak af fra sin første kone og lod hende være alene om at klare deres skizofrene søn, ja, så kan vi begynde at spekulere på, om overskriften til dette afsnit har noget på sig. Ikke at vi mistænker galskab for at være identisk med genialitet, men kunne der alligevel, i hvert fald hos nogle kreative mennesker, være en sammenhæng?

Edvard Munchs billede "Skriget". Det er svært at forestille sig, at sådan et billede kunne være malet af et almindeligt menneske med afslappede følelser

Det er dette problem, som nogle moderne forskere i neuroscience (hjerneforskning) har undersøgt videnskabeligt. De svenske forskere har fundet ændringer i hjernen på meget kreative mennesker, som svarer til noget, de kender fra sindslidende. Det drejer sig om den del af hjernen, der hedder thalamus, og om et stof, dopamin, som er en såkaldt neurotransmitter, dvs. som hjælper cellerne i thalamus med at kommunikere. Thalamus´ opgave er at sortere og filtrere de indtryk, der kommer til os mennesker via vores sanser. Dopamin er et stof, som kan påvirke vores tanker og adfærd. Et lavt antal såkaldte dopamin-receptorer i thalamus viser sig nu ifølge denne undersøgelse at findes hos både sindslidende mennesker, men også hos særlig kreative mennesker. Det vil sige, at når menneskers "filter" i hjernen bliver mindre effektivt, kan flere indtryk og ideer passere til hjernebarken. Det er måske dette, der er skyld i den større iderigdom, som karakteriserer kreative mennesker positivt, men som måske også er skyld i de mange forvirrede tanker og indfald, der karakteriserer f.eks. skizofrene i sygdomsperioderne.

Hvis man gerne vil vide mere og ønsker at høre fagfolkenes egne ord, så drejer det sig om en artikel af svenske forskere fra Karolinska Institutet i Stockholm, som blev offentligjort i onlinetidsskriftet PLOS ONE i 2010. Der har dog været diskussion blandt psykiatere om den præcise mekanisme i hjernen bag en evt. sammenhæng mellem kretivitet og psykisk sygdom. Der foregår løbende forskning i emnet.

Sammenhængen mellem kreativitet og et sårbart sind kunne ligge i, at folk med psykiske lidelser, herunder mange angste mennesker, ikke kun er syge, de kan også være kreative. I vore dage bliver mange psykiske lidelser behandlet med medicin, men det er en stadig udfordring for psykiaterne at give netop den type medicin og den dosis, der gør livet værd at leve, samtidig med at dosis er så lav, at den ikke hindrer et kreativt liv. For dem, der vil læse mere om emnet, kan jeg anbefale den fine bog: "Angsten i Kunsten: Ti Danske Kunstnere Fortæller". Psykiatrifonden, 2008.

Hele dette afsnit om "gal eller genial" kunne måske synes irrelevant for en biografi om Newton. Newtons vigtigste bidrag til verdenshistorien er jo hans arbejde med matematik og fysik. Men hvor fik han sin kreativitet fra? Og hvad betød hans personlighed for hans arbejde? Og hvilken indflydelse fik han på andre mennesker? For at "forstå" Newton, er det selvfølgelig nødvendigt at "forstå" hans fysik og matematik, helt eller delvist. Men han havde så mange facetter, både fagligt og personligt, og han er så vigtig en figur ikke i blot fysikkens og matematikkens historie, men også i verdenshistorien, at man for at komme helt rundt om ham må bruge forskellige angrebsvinkler.

4. London-årene: Årene som magtfuld administrator

Efter krisen og tabet af den kreative gnist, begyndte Newton at drømme om et administrativt job i London. Det var som nævnt Charles Montagu alias Lord Halifax (1661-1715), der skaffede Newton et sådant job. Montagu var ligesom Newton Whig politisk set, dvs. forholdsvis liberal og moderne (i modsætning til de konservative og højfornemme Toryer). 1600- og 1700-tallet var en turbulent tid i England, så det gjaldt om at stå på den rigtige side af magten. (Se nærmere om det under "1714 Newton og samfundet".) Det lykkedes for Newton i London-årene, selv om hans indsats som parlamentsmedlem i et par år kun har udmøntet sig i et ønske, som blev noteret skriftligt, om at få mindre træk i parlamentet.

Montagu var en gammel elev af Newton og havde siden tilhørt den lille eksklusive kreds af Newtons gode venner. Montagu var som nævnt Newtons niece, Catherine Bartons elsker/kæreste. Disse venskabsbånd har nok bidraget positivt til, at Newton fik jobbet som først møntmester (Warden) i 1696, siden overmøntmester (Master) i 1700 ved Den Engelske Mønt i London. Men Newtons egne evner i f.eks. kemi og økonomi, og hans berømmelse som tidens førende, engelske intellektuelle har også vejet tungt. Når Montagu var i en position, hvor han kunne uddele topjob, skyldtes det, at han i perioden 1694-1699 var finansminister. Han var også grundlæggeren af Bank of England. Men i modsætning til Newton, overlevede Montagu ikke politisk, da magten skiftede fra Whiggerne til Toryerne. Han blev fyret som finansminister.

Samtidigt kort over fæstningen Tower, hvor The Royal Mint befandt sig på Newtons tid. Det er Themsen for neden

Newton startede som nævnt i Mønten i foråret 1696, men da han som bekendt elskede penge, beholdt han sin stilling og sine privilegier - herunder lønnen - i Cambridge til 1702. Jobbet i Mønten plejede bare at være en "tom" post (sinecure), der gav en masse i løn, men som ikke krævede ret meget arbejde. Sådan var Newtons stil imidlertid ikke. Fra han kom til London, begyndte han at ændre adfærd: Nu ønskede han at være en fornem og magtfuld mand. Han arbejdede fortsat hårdt og samvittighedsfuldt også i de nye job. Hans kendskab til kemi var jo også direkte forbundet med hans arbejde i Mønten, som netop i disse år stod over for en kolossal opgave med at lave en stor "ommøntning" (recoinage) af alle de engelske mønter for at stoppe misbrug og forfalskninger. Hans økonomiske indsigt og evner, som han havde arvet fra sin mor, var jo også en fordel for både ham selv og for England som stat.

Et af Newtons hovedjob var at forfølge falskmøntnere. Faktisk prøvede han at få hængt så mange af dem som muligt. Sådan var straffesystemet jo dengang i England, såvel som andre steder. Hans krigeriskhed kom først her i London til fuld udfoldelse.

B. Newton og Royal Society

Newton så fjender alle vegne. Det beskrives i "1694 Newtons fjender". Fysikeren og opfinderen Robert Hooke (1635-1703) var en af dem. Hooke var eksperimentator i Royal Society, og i 1677 blev han sekretær her. Så længe Hooke sad der, holdt Newton sig væk. Da Hooke døde i 1703, lod Newton sig straks efter vælge til præsident for Royal Society, og den post beholdt han, til han selv døde i 1727. I vore dage har man ikke et eneste portræt af Hooke, mens der findes masser af portrætter af Newton, især fra hans magtperiode i London, som jo desværre faldt sammen med hans manglende faglige kreativitet. Det portræt af Hooke, der hang i Royal Society i Hookes egen levetid, "forsvandt" imidlertid i Newtons regeringstid! Og hvad værre var, så "forsvandt" også Hookes papirer i Royal Society i Newtons regeringstid! Dette kan man læse om i den nyere forskningslitteratur om Hooke, f.eks. "London´s Leonardo - The Life and Work of Robert Hooke", 2003. - Newton var grundig, både positivt og negativt!

En anden følge af Hookes død var, at Newton i 1704 med ca. 40 års forsinkelse endelig publicerede sit andet hovedværk: Opticks (ja, sådan stavede Newton til optik (lyslære)). Det var selvfølgelig en ny og gennemredigeret udgave af gamle ideer, forsøg og noter, men i sig selv ikke nytænkende i forhold til Newtons gamle ideer fra 1660-erne. Men vi, der i dag er interesserede i fysik, fysikhistorie eller historie i almindelighed, må være taknemmelige for, at Newton fik skrevet ideerne ned på en sammenhængende og læselig facon.

Titelbladet til første udgave af Newtons "Opticks"

Newton havde også en meget alvorlig og meget langstrakt konflikt med den store tyske matematiker og filosof, Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716). De røg i totterne pga. en prioritetsstrid om opfindelsen af differential- og integralregningen. Det er en af de mest betydningsfulde opfindelser i i matematikkens og fysikkens historie.

Striden blev også ført af deres tilhængere, Newtons i England og Leibniz´ på det europæiske fastland. Newton brugte sin præsidentpost i Royal Society i denne "krig", mens Leibniz brugte det ansete tidsskrift, Acta Eruditorum. Begge parter snød med bl.a. datoer for breve og manuskripter. Men Newton havde mere magt end Leibniz, så Newton fik "tromlet" Leibniz. I hvert fald i Leibniz´ levetid og lige efter. Men Leibniz´ version af differential- og integralregningen var mere hensigtmæssigt udformet, så Leibniz-fløjen vandt efter Newtons død i 1727. Derved kom den engelske matematik bagud i 100 år, fordi ingen turde stille spørgsmål ved Newtons autoritet.

Sagens kerne var, at Newton fik sine ideer i 1664-1666, ca. 10 år før Leibniz, som startede i 1673-1675. Newton ventede imidlertid mange år med at publicere, mens Leibniz allerede begyndte at publicere i 1684 og 1686. Men ideerne lå nok i luften dengang, så striden minder om så mange andre prioritetsstridigheder. Men den er en af de alvorligste i videnskabshistorien.

Man kan læse mere om denne konflikt her på hjemmesiden under "1675 Prioritetsstriden mellem Newton og Leibniz". For en grundigere analyse af prioritetsstridens matematiske indhold, se "From the Calculus to Set Theory, 1630-1910: An Introductory History", 1980.

Afslutning

Både i Mønten og i Royal Society ønskede Newton således at have den fulde magt. Som Richard Westfall beskriver i sin store autoritative biografi, "Never at Rest: A Biography of Isaac Newton", 1980, så styrede Newton med jernhånd. Ja, jeg ville sige, efter at have læst om Newton, at han optrådte som diktator på disse to arenaer. Alle unge matematikere og fysikere i England var afhængige af Newtons velvilje for at få en af de få stillinger inden for disse fag. Derfor er det ikke så underligt, at de fleste af dem blev Newtons spytslikkere, men på langt sigt skadede det som nævnt Englands matematik og fysik i forhold til det europæiske fastland.

Den kritiske sans, som Newton selv besad, kvalte han hos andre. Edmund Halley (1656-1742), hvis indsats Newton skyldte sin berømmelse, var ganske vist lidt yngre end Newton, men de havde da haft et forholdsvist jævnbyrdigt venskab. Alligevel favoriserede Newton ikke i starten netop denne kreative fysiker og astronom (tænk på Halleys komet) ved stillingsbesættelser. Først senere fik Halley et ordentligt job, men tit måtte han bruge meget krudt på at forsyne Newton med netop de resultater, som Newton selv var interesseret i.

I 1705 blev Newton adlet, men ikke pga. sine meritter. Det skyldtes imidlertid politiske overvejelser i forbindelse med et parlamentsvalg.

Da Newton døde i 1727, blev han begravet i Westminster Abbey med pomp og pragt.

Efter Newtons død blev Hans Sloane (1660-1753) præsident for Royal Society. Han havde været leder af den konkurrerende fraktion, som trods alt havde været der. Han var en mere forsonlig og retfærdig mand, så han sørgede for, at dygtige tabere fra Newtons tid fik en vis genoprejsning. Men Hooke har måttet vente helt til vore dage, for det er først i 2010, at Hookes papirer i Royal Society er blevet fundet. De forsvandt nemlig som omtalt på mystisk vis, ligesom portrættet af ham, da Newton blev præsident for Royal Society. Hookes dagbog blev først publiceret i 1935, dvs. i 300-året for hans fødsel! Læs mere under "1694 Newtons fjender".