Forside Søgning Liste

Joseph Sauveur var en fransk matematiker og fysiker. Han levede fra 1653 til 1716. Han er ikke særlig kendt, og vi har ikke kunnet finde et billede af ham. Han var professor i matematik, og han blev medlem af Académie Royale des Sciences i 1696. Han markerede starten på den livlige aktivitet om lydlære, som foregik i løbet af 1700-tallet. Lydlæren havde indtil Sauveur været betragtet som en del af musikteorien, men Sauveur grundlagde lydlæren som en diciplin i fysikken, som han navngav "akustik" ("acoustique"). Ordet akustik er afledt af græsk "ακουστóς", "hørbar". Navngivningen foregik i en artikel fra 1701, hvor Sauveur skriver følgende:

"Jeg har dannet mig den mening, at der er en mere overordnet videnskab end musik, og den kalder jeg "akustik". Den har som genstand lyde i almindelighed, hvorimod musik handler om lyde, der lyder behageligt for øret. Hvis man skal behandle denne videnskab som andre, sådan som optik, er det nødvendigt at undersøge lydens natur, vores hørelse, og alle egenskaber ved lyden."

Det er en mærkelig kendsgerning, at Joseph Sauveur havde meget dårlig hørelse. Han begyndte først at tale som 7-årig, og han havde en mærkelig udtale resten af livet. Efter skoleuddannelse studerede han anatomi, botanik, fysik og matematik i Paris. Han tjente sine penge bl.a. ved at undervise ved hoffet - dog ikke så højt oppe i graderne som Ole Rømer, der underviste selve Dauphinen, kronprinsen. Sauveur lærte Mariotte at kende, og i 1681 udførte han beregninger af "waterworks" - vi gætter på springvand - for en adelig ved navn Condé. Condé var glad for samarbejdet, og han gav alvorlige irettesættelser til dem, der gjorde grin med Sauveurs mærkelige mærkelige måde at tale på. I 1696 blev Sauveur som nævnt medlem af Videnskabernes Akademi.

I 1694 begyndte Sauveur at arbejde med lydlære. Det vigtigste af hans resultater var hans bestemmelse af frekvensen af de forskellige toner, som bruges i musik. Siden oldtiden havde man været klar over, at f.eks. den tone, som en svingende streng udsender, er bestemt af "frekvensen", altså af antallet af svingninger, som strengen udsender pr. tidsenhed. Man vidste også, at frekvensen var omvendt proprotional med strengens længde, men man havde ingen anelse om størrelsen af frekvenserne. Vi beskriver Sauveurs metode i vores Mere. Metoden kunne godt have været brugt i oldtiden. At den først blev fundet sidst i 1600-tallet må tilskrives den udvikling, der blev sat i gang i begyndelsen af 1600-tallet, først og fremmest af Galilei. "Mål alt hvad du kan, og gør det måleligt, som endnu ikke kan måles!"

Sauveur præsenterede sine resultater for Akademiets medlemmer i 1701. Han lagde selv stor vægt på det tonesystem, som han selv havde konstrueret til erstatning af den sædvanlige skala "do, re, mi, fa, sol, la, bi, do". Han var ærgerlig over, at han ikke kunne overtale musikerne til at skifte. Heller ikke hans forslag til kammertone, 100 Hz, fandt genklang. I 1699 blev han "pensioneret veteran" i Akademiet. Han døde i 1716.

Hvis du støder på et ord, hvis betydning du ikke kender, så søg på ordet.