Forside Søgning Liste

Mere om Stephen Grays arbejder om gnidningselektricitet


Grays arbejder med gnidningselektricitet fandt sted ret sent i hans liv, omkring 1730. Der ligger mange forgæves forsøg forude, og alligevel er det simpelt at fortælle om de resultater, Gray nåede. Arbejdet blev gjort på få dage på en slags plejehjem for fattige gentlemen, der havde tjent deres land fortjenstfuldt. Vi beskriver forsøgene i nogle simple trin:

  1. Gray fik ved gnidning et glasrør elektrisk, så det kunne tiltrække avner og små stykker papir.
  2. Bagefter satte han en prop i enden af glasrøret og gned det. Nu så han til sin overraskelse, at proppen også virkede tiltrækkende. Kork bliver ikke elektrisk ved gnidning, deraf overraskelsen. Gray kaldte kork et "uelektrisk materiale". Gray gik derfor videre med at undersøge, hvordan elektriciteten kan forplante sig.
  3. I sit næste forsøg satte Gray en træpind med en elfenbenskugle i enden ind i korkproppen. Ved gnidning af glasstangen bredte elektriciteten sig nu helt ud i elfenbenskuglen
  4. Så erstattede Gray pinden med en metaltråd, og stadig blev elfenbenskuglen elektrisk når glasrøret blev gnedet. Det lykkedes stadig når han tog en længere metaltråd og på den måde kunne han lede elektriciteten gennem en 9 meter lang metaltråd, der hang ned fra en balkon.
  5. Så kunne han ikke komme længere hjemme. Men han havde velhavende venner, som han kunne besøge. Der prøvede han i 1729 med en lang, tynd tråd af jern, der var ophængt på metalsøm. (Nogle kilder siger, at det var en snor af hamp.) Men det duede ikke før han fandt på at hænge tråden op i tynde silketråde. Snoren gik på kryds og tværs i et stort rum og endte udendørs ved en indhegning. Så kunne elektriciteten forplante sig fra glasrøret og helt til enden af af den 250 meter lange tråd. Ved et af forsøgene knækkede en af silkesnorene, og da de erstattede den med en tynd messingtråd mislykkedes forsøget. Elektriciteten kunne altså løbe bort gennem messingtråden. Konklusionen var, at tråden af jern (eller hamp) leder godt, og at messing leder godt, mens silke leder dårligere end hamp.

Resultatet af disse undersøgelser var at stofferne kunne deles i to grupper, gode ledere og dårlige ledere. Gode ledere var f.eks. metaller, kul og hamp, og til de dårlige ledere hørte f.eks. silke, svovl, porcellæn og glas. Denne opdelig i gode og dårlige ledere svarer til Guerickes opdeling i uelektriske og elektriske stoffer, sådan at de gode ledere er uelektriske i Guerickes forstand. Det kan man forstå således: Alle stoffer kan faktisk blive elektriske ved gnidning. Men hvis man gnider en god leder kan strømmen løbe væk igennem den, så den bliver ikke elektrisk. Omvendt vil den dannede elektricitet forblive i en dårlig leder.
Den ovenfor beskrevne forsøgsrække fandt en opsigtsvækkende afslutning, da Gray påviste, at det menneskelige legeme er en god leder: Gray ophængte en dreng i stærke snore flettet af hår, og lod ham røre ved en gneden glasstang med den ene hånd. Drengen kunne så tiltrække små papirstykker med den anden hånd. Senere opdagede Gray, at man ikke behøvede at hænge drengen op. Man kunne i stedet lade ham stå på et materiale, der var en dårlig leder. Gray brugte en stor klump harpiks.



Hvis du støder på et ord,
hvis betydning du ikke kender,
så søg på ordet.